“Pæren er sprunget over bordet i køkkenet, der er møl i hendes mysli, opvaskemaskinen strejker og lugter jordslået igen, og de lyserøde bukser er for små. Hun sætter glasset for munden, og det skal jo nok blive sjovt, når først hun er der.”

Anna skal til bryllup og forbereder sig ved at tage et enkelt glas. Eller to. Hun er 47 år. Alene. Skilt for år tilbage og hendes søn Theo er rejst til New Zealand. I huset står der flyttekasser, hun skal snart være ude af huset. Men det er svært at få pakket. Dels fordi den ene hånd er i gips efter et nyligt cykelstyrt og dels fordi det med at få det gjort bare er svært.

Det er dog ikke det eneste, der er svært. Anna er forfatter og hun har lovet forlaget at skrive en krimi, der bliver en bestseller. Desværre skriver den slags ikke sig selv og ideer og koncentrationen til at skrive udebliver.

Vi følger Anna over et par dage med skiftevis druk og tømmermænd. Pendulet svinger mellem aldrig at drikke igen til jeg skal bare have et enkelt glas, det er der ikke noget galt i, det gør andre også til rend mig, jeg er tørstig og drikker hvis det passer mig.

Hun drukner sine tømmermænd i mere druk. Det er alkoholikerens natur. Hun er fanget i et loop, i misbrugets spind. Overfor omverdenen giver hun udtryk for at have styr på sit liv. Men hun ved godt, hvor meget det sejler. Men hvad skal hun gøre? Hvad kan hun gøre? Og vil hun gøre noget?

Det er en roman om skam, selvhad og en fandenivoldsked. Håber det sidste er det drive, der kan hjælpe hende ud af alkoholens klamme våde hånd. Det er også en roman om den lammende ensomhed, der kan ramme, når barnet flyver fra reden og en roman om følelsen af hjemløshed, om ikke at høre hjemme nogen steder. Måske er det også en roman om håb og om at vi kan gøre en forskel i hinandens liv. Romanen har en åben slutning, der giver læseren mulighed for selv at bestemme Annas videre færd.

Romanen er skrevet med humor og det alvorlige emne til trods med en lethed, der gør romanen nem at tage ind. Og så er det lidt sjovt, at det er en kat, der dukker op hjemme hos Anna (Anna opfatter sig selv lidt som en mus, så måske er der noget katten-efter-musen på spil), når man ved at Hørslev er en smule bange for kattedyr.

Svømmende, rygende, grædende greb mig hurtigt. Jeg blev nysgerrig på Anna, den “slingrende, sejlende, den håbløst letsindige kvinde. Åh. Letlevende, liderlige, latterlige”. Er fan af den hørslevske måde at betragte og beskrive et sejlende liv på. Bogen anbefales! Både til de drikkende og til de ædru.

Lone Hørslev, Svømmende, rygende, grædende, Februar 2024, Politikens forlag, 277 sider.