Jazz i Donbas er svær at blive klog på. Den er morsom. Den er kynisk. Den er undervejs lidt syret – og så er de skrevet før verden gik af lave. Sådan da.

Herman har lidt svært ved at få styr på sit liv i Kharkiv. Vi er i 00’erne, Ukraine er ludfattigt, korrupt og fremtidsudsigterne for en mand som Herman er få. Mange emigrerer til udlandet, og en dag rejser også Hermans storebror. Til Amsterdam formentlig, men væk er han i hvert fald. Tilbage står en tankstation i udkanten af en lille by i Donbas, som Herman på en eller anden måde er nødt til at køre ud og forholde sig til.

Tilbage ved sin storebrors tankstation finder han gamle venner og gamle minder fra barndommen. Men han finder også nye problemer og nye venskaber, for omkring tankstationen bor en broget skare af mennesker, med hver deres særheder. Der findes desværre også en gruppe lokale gangstere, der virkelig gerne vil overtage tankstationen, og Herman burde jo bare sælge og rejse tilbage til Kharkiv og hans trøstesløse liv der.

Det gør han naturligvis ikke, og det er der kommet en virkelig god roman ud af, fyldt med sære personligheder, vold, korruption og smugleri – men også af venskab og glæden ved at finde hjem. Hvor hjem end er.

Zjadan er en virkelig fremragende forfatter, der blandt andet har skrevet Og midt i alt dette går frontlinjen, der foregår i det østlige Ukraine dengang der ”kun” var en – i Vesten – næsten glemt krig i Donbas efter russernes invasion af Krim og østukraine samt Mesopotamien, som er en novellesamling fra Kharkiv. Jazz i Donbas er fra hans tidlige forfatterskab og naturligvis kan man ikke læse den uden at tænke på Majdan, ukrainernes kamp for demokrati og frihed og på hvordan Donbas siden er blevet krigsskueplads. Det gør det absolut ikke til en dårligere roman, tværtimod, selvom jeg må indrømme at jeg ikke forstod alt hvad der foregik undervejs. Heraf det syrede islæt.

Sergij Zjadan: Jazz i Donbas. 384 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Helle Dalgaard, udkom 23. november 2023