Det starter med en begravelse og ender med en afskedsfest for en døende mand. Imellem ligger en stribe små fortællinger om livet i Kharkov i Ukraine i det 21. århundrede (og et enkelt bryllup). Fortællingerne er fyldt med ømme, vrede, voldelige, følsomme, håbefulde og fortabte mænd og kvinder, der hver især forsøger at skabe sig en tilværelse og en mening med tilværelsen.

Igennem ni kapitler/noveller får de hver deres stemme til at fortælle om hverdagslivet i en by, udviklingen har glemt. Her er manden, der gemmer sig på hospitalet på flugt fra mafiaen. Her er manden med den fjollede cowboyhat, der skal besøge slægtninge i USA. Her er den unge studerende, der gerne vil i seng med sin udlejer, en mand der er vild med en (eks-)prostitueret – og mange, mange flere.

Deres skæbner væver sig ind i hinanden, for de er bundet sammen af topografien og håbløsheden i den ukrainske hverdag. Alting er gået i stå, et sted bag begivenhedshorisonten buldrer krigstrommerne, næsten ubemærkede, mens almindelige mennesker forsøger at leve deres almindelige liv.

Zjadan fortæller med stor indlevelse og helt uden fordømmelse. Hans sprogfornemmelse er helt speciel og meget smuk – og virkelig flot oversat – og bogens helt store attraktion. Det er indlevende og nærværende, og de ni historier er virkelig velfortalte.

I bogens anden del bliver de ni historier suppleret af digte, og her stod jeg til gengæld lidt af. Jeg synes ikke, at digtene tilførte historierne noget, og de rørte mig ikke. Zjadans smukke prosa i historierne kommer ikke rigtig til at leve i poesien – desværre.

Det er ikke så tit, vi får lov til at læse ukrainsk litteratur på dansk, og Zjadan er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil læse mere af. Jeg tror dog, at jeg er mest interesseret i hans prosa og mindre i hans digte og rap.

Sergij Zjadan: Mesopotamien. 332 sider, oversat af Helle Dalgaard. Jensen & Dalgaard, 2018