Tahir Mirza: Naura
En stærk debut, der gør dig tung om hjertet.
På den afsidesliggende stillehavsø Nauru holder Australien flygtninge fanget på ubestemt tid under grusomme vilkår, der kan få selv den hårdeste nød til at knække. Denne del, der blandt andet er kritiseret af Amnesty International, er ikke fiktion.
Bogen er til gengæld fiktion, men den er baseret på forfatterens egne oplevelser som tolk på Nauru.
Den handler om tolken Samar, der kommer til øen for at tolke for det sundhedsfaglige personale, der er udsendt af en international NGO i forsøget på at hjælpe de mennesker, der er fanget på øen.
Men situationen er desperat og muligheden for reelt at hjælpe og gøre en forskel er begrænset. Vilkårene for de flygtninge og asylansøgere, der befinder sig på øen er præget af organiseret og systematiske modbydeligheder, vagter, der overfalder unge piger og studehandler med myndighederne.
I bogen møder vi mange skæbner.
Drengen Ismael, der er blevet skør af forholdene og må fjernes fra sin far.
Vi møder Baaba Abbas, der forsøger at bevare værdigheden i al det uværdige, ved blandt andet at holde meget rent i sin skurvogn og byde sine gæster (NGO personalet) på mad og drikke, selvom det er meget dyrt.
Vi møder også Hamza og Jamil, der forsøger at holde håbet oppe indtil den dag, de får at vide, at iranere og somaliere ikke længere har en chance for at komme derfra, fordi USA har meddelt, at de ikke tager imod asylansøgere med den nationalitet.
Og så er der Ghassam, der lever alene med sin datter Faraana, der ikke har været uden for en dør i otte måneder. For for otte måneder siden måtte hendes mor og Ghassams kone forlade øen for at føde lillebror, med lovning om at kunne komme tilbage efter fødslen. Men nej.
Og Nihad, hvis søn og kone er i Australien, hvor hun tog hen for at føde og heller har aldrig har fået lov til at vende tilbage.
Skæbnerne er mange og de er absolut hjerteskærende.
Bogen er bygget op sådan, at der er forskellige fortællere i hvert kapitel, men de optræder som tredjepersoner i hinandens kapitler og vi får dermed indblik i sammenhængen og ser det fra forskellige vinkler.
Naura er en barsk fortælling om et stykke verdenshistorie, som ingen kan være bekendt. Men det er også en fortælling om mennesker, der mod alle odds, forsøger at skabe virkelighed og liv i det håbløse og midlertidige.
En virkelig velskrevet og rørende debut.
Tahir Mirza, Naura, Gyldendal, 24. august 2023, 285 sider.