// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Novellix: Fire noveller om barndom
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Novellix: Fire noveller om barndom

Skrevet af den 2. august 2023 – 06:13Ingen kommentarer

Kvadratisk – praktisk – god!

Sådan lyder sloganet for et chokolademærke, og jeg synes godt, at det også kan anvendes om Novellix’s fine bokse med noveller. De er nemlig også, om end ikke kvadratiske, så i hvert fald firkantede, praktiske og gode.

Seneste skud på stammen fra det lille forlag er en boks med 4 nye noveller, hvor benspændet og omdrejningspunktet er ’barndommen’, og det griber de 4 forfattere an på meget forskellige måder.

Jesper Wung-Sungs novelle Dommen giver os et indblik i fodboldspillets regler og konduite, og han leger med ordet dommer og det at fælde dom, både sådan helt konkret i kampene, men også de domme vi kan fælde over hinanden og os selv.

Merete Pryds Helle forsøger i Jeget er havet ud fra svømning, og det at blive et med vandet, havet og naturen at beskrive, hvordan vi udvikler os fra at være børn til at være voksne, ja til at være menneske. Det synes jeg dog bliver lidt for fortænkt og mærkeligt.

I Låne dine muskler beskriver Emili Bergman meget fint og nænsomt, hvad der kan ske, når en familie går fra at være 3 til 4. På en fin måde får hun skrevet de 3 personers følelser og forhold frem, og hun sætter det også i relief i forhold til omverdenens opfattelse. Det kan være meget svært for at barn at forklare, hvorfor ens bror hedder Eden.

Sidste novelle i boksen er fra Jan Sonnergaards hånd og hedder noget så ordret som Fundamental, familiær spillogik, og blev første gang publiceret i 2016. En skarp novelle, hvor den sociale indignation springer ud af siderne. Hvad er det for et regelsæt, der gælder i livets spil? I familiens spil? Hvordan kan man komme ud af de roller, de spilbrikker, man har fået tildelt, så man kan spille livets spil rigtig?

Jeg holder meget af boksene med noveller, da det giver mig en mulighed for at stifte bekendtskab med forfattere, som jeg ikke nødvendigvis kender eller har læst. Denne lille boks rummer barske og eftertænksomme noveller, som man dog sagtens kan have med i baglommen eller i tasken.

Fire noveller om barndom; Novellix; 2023

 

Der er lukket for kommentarer.