// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristin Harmel: Vingårdens hemmelighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Kristin Harmel: Vingårdens hemmelighed

Skrevet af den 2. januar 2024 – 04:32Ingen kommentarer

Vi skal tilbage i tiden. 1940 i Champagne i Frankrig.

Inés er lige blevet gift med Michel og de står for produktionen i et velrenommeret champagnehus, da Frankrig bliver invaderet af tyskerne. På vingården bor også vinmesteren Theo og hans hustru Céline, der er halvt jøde.

I starten holder de lav profil på vingården og håber at tyskerne snart er væk igen. Men efterhånden begynder Michel at skjule våben for modstandsbevægelsen og der begynder også at gå rygter om at folk med jødisk baggrund bliver sendt østpå til en uvis skæbne. Det presser dem alle og en fatal fejl viser sig at blive skæbnesvanger.

Sideløbende hører vi historien om Liv, der bor i New York. Alt går galt for hende, men hendes franske bedstemor Edith dukker op og beordrer hende med til Frankrig. Det må kunne få Liv på andre tanker.

Bedstemor Edith har forskellige ting hun må tage sig af og familiens advokat bliver også blandet ind i sagerne. Liv har lidt svært ved at følge med i hvad der sker. Men Edith er ikke så meddelsom. Hun skal nok selv bestemme, hvilke sandheder, der kommer frem.

De skal blandt andet besøge vingården Maison Chauveau, der viser sig at gemme på en gammel historie, der hænger sammen med Liv.

De to historier hænger naturligvis sammen og man bliver holdt hen som læser, så det ikke er lige til at gennemskue sammenhængen. Det er skønt, at historien sætter fokus på den franske modstandsbevægelse og på de svære valg og beslutninger der skulle træffes midt i krigen.

Man ved, at der er en forvikling der skal redes ud for at historien giver mening og jeg synes at det trækkes lige rigeligt langt ud, inden det hele afsløres. Som læser er det svært at bevare sympatien for de involverede. Men det hele falder på plads til sidst og de to historier bindes sammen på en overraskende måde.

Bogen er inspireret af virkelige hændelser og forfatteren Kristin Harmel har boet en årrække i Paris og er nu bosat i USA. Vingårdens hemmelighed er hendes anden roman på dansk.

Kristin Harmel, Vingårdens hemmelighed, på dansk ved Ulf Houe, Gads Forlag, 394 sider, 2023

Der er lukket for kommentarer.