// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sara Blædel & Mads Peder Nordbo: Sår
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Sara Blædel & Mads Peder Nordbo: Sår

Skrevet af den 29. juni 2023 – 06:22Ingen kommentarer

Tag et grundigt kig på bogens forside. Titlen er Sår. Forestil dig så, at de små sorte tråde er sting. At nogen har syet noget sammen. Og kombiner den viden med titlen. Uha! Der er lagt op til noget ganske ubehageligt!

Som i Blædel og Nordbos første fælles krimiudgivelse Opløst er handlingen henlagt til Fyn. En ung kvinde er forsvundet, et lig af en mand med lågeformede sår skåret ind i huden findes ude på landet og pludselig har politidirektørens datter Zenia også været væk i flere dage. Bekymringen vokser. Er der sammenhæng mellem de forsvundne unge kvinder?

Vicepolitiinspektør Liam Stark er blevet skilt. Han savner sin familie, men hvordan skal han kunne vinde den tilbage, når han som nu nærmest arbejder i døgndrift? Dea Torp er forelsket og nyder livet med sin nye kæreste. Men et par dages planlagt kæresteri afbrydes af: arbejde!

En hektisk jagt begynder. Nogen har taget røven på nogen. Nogen har hemmeligheder for andre. Vi er med ude på landet ved nedlagte tomatgartnerier, besøger en kunstner der laver politisk kunst og det hele går lidt stærkt til sidst.

Er det helt realistisk, at man sådan kan løbe om hjørner med politiet? Næppe. Ser man gennem fingrene med det, hvis man er godt underholdt under læsningen? Jep! Og det var jeg.

Sår er et fint bud på letlæst tjubang-læsning til din varme sommer.

Sara Blædel & Mads Peder Nordbo, Sår, Politikens forlag, Juni 2023, 336 sider.

Der er lukket for kommentarer.