Rachael Lucas: Forår i Applemore
Ved den gamle herregård Applemore House er Beth Fraser ved at knokle sig halvt fordærvet i forsøget på at omdanne den gamle have til en blomstergård, som hun kan leve af.
Hele huset har været i familiens eje i generationer og de 4 søskende har hver især fundet en måde at drive det videre på. Her er gårdbutik, bryggeri, ferieboliger og så er der Beths have. Hun er fraskilt og deler tvillinger med sin eksmand, der har en ny kæreste og en baby på vej. Det stiller ikke altid Beth i den nemmeste situation, men hun klør på.
En dag går rygterne, at der på grunden ved siden af haven, skal etableres en institution for vanskeligt stillede unge fra storbyen. Her skal de tilbydes forskellige aktiviteter, så de kan komme væk fra det dårlige miljø. Beboerne i den lille landsby er ikke så begejstrede for den nye plan, for nu er her lige så fredeligt. Beth prøver at skjule sin skepsis, men da tilflytteren Jack bogstaveligt talt dumper ned i hendes smukke have, så skaber det alligevel en del uro.
Jack arbejder til dagligt med de unge mennesker og har på grund af sin baggrund et godt tag på dem. Hans fortid gør, at han vil gøre alt for at passe ind og ikke skille sig ud i det fredelige lokalmiljø. Og så vil han rigtig gerne lære Beth bedre at kende og mens tiden går, opstår der et venskab og måske blomstrer der lidt flere følelser op.
Forår i Applemore byggere videre på de skønne mennesker vi lærte at kende i Vinter i Applemore. Denne roman kan dog sagtens læses uafhængigt, men jeg vil nu alligevel anbefale dig at læse vinterbogen først og så er du ekstra klar til at læse om forår i blomsterhaven.
Forår i Applemore er perfekt læsning i den populære feelgood-genre med romantik, forventninger og hemmeligheder.
Rachael Lucas er forfatter til en lang række af lignende bøger, der er fulde af varme, optimisme og herlige personligheder.
Rachael Lucas, Forår i Applemore, på dansk ved Lisbet Kjær Johansen, Forlaget Cicero, 317 sider, 2023