Sinclair McKay kender vi her på Bogblogger fra den fremragende “Dresden 1945 – Ilden og mørket”, hvor han malende og med stor indlevelse beskriver de allieredes sønderbombning af den gamle kulturby. Det var angreb dag og nat med bombetogter i krigens sidste måneder. De mange bomber udløste helvede på jord med rasende ildstorme, som smeltede bygninger, kvinder, børn og mænd. Der er så nogenlunde enighed blandt historikere om, at der var tale om terror mod civile, idet byen ikke længere havde strategisk betydning.

At de allierede og russernes holdning til civile tyskere også ramte Berlins bysbørn, er der ingen tvivl om. Der var ikke meget andet end ruiner tilbage, da russerne rykkede ind som de første og nedkæmpede den sidste modstand.

Var de afmagrede, forhutlede mennesker, der kravlede ud af kældre og beskyttelsesrum virkelig sadisterne, inkarnationen af ondskab, som havde medvirket i uhyrlighederne eller bare kigget den anden vej, da naboer, kolleger og bekendte jøder blev ført bort til gaskamrene? Medskyldige var de i hvert fald, og russerne var ubarmhjertige. Tyske soldater havde massakreret, nedbrændt og ødelagt alt hvad de kom i nærheden i et sandt barbari i østlandene. De berlinske kvinder måtte betale prisen og blev voldtaget og myrdet i hobetal. Flertallet af deres mænd var væk, allerede afgået ved døden eller i fangenskab i russiske arbejdslejre.

Alt dette beskriver McKay med blik for detaljen og det enkelte menneskes skæbne, og han formår parallelt hermed at løfte blikket og se på de storpolitiske trends, på ideologiernes betydning for Europas udvikling og selvfølgelig især for Berlins udvikling og historiske betydning.

Byen har som få andre været i centrum for en kaotisk verden. Efter første verdenskrig blev den ramt af fattigdom, arbejdsløshed og sult på grund af sejrherrernes krav om krigserstatning og det internationale finansielle krak i slutningen af 20’erne. Men mellemkrigstiden var også en opblomstring med videnskabelige fremskridt, kulturel og seksuel frihed, som tiltrak intellektuelle, kunstnere og frisindede sjæle fra Europa og USA.

Der er også fokus på kulturlivet, den videnskabelige udvikling og selvfølgelig jødernes liv i byen. McKay fremstiller meget klart radikaliteten i nazisternes systematiske angreb på jøderne fra starten af 30’erne, men beskriver også, hvordan antisemitismen på grund af den historiske rødder ikke var noget, der bare dukkede op lige pludselig. Men der var ikke mange jøder tilbage i Berlin efter verdenskrigen. 80.000, der ikke nåede at emigrere eller flygte blev myrdet.

Bogens sidste tredjedel handler om tiden efter krigen og om genopbygningen. Her får vi historien om Sovjetunionens blokade af den vestlige del af Berlin, og hvordan en luftbro bragte mad og forsyninger ind til byens befolkning.

McKay trækker på et meget rigt kildemateriale fra erindringslitteratur, dagbøger og andre historikeres værker, og han skriver forrygende godt. Det er en uforglemmelig by og periode i Europas historie, man får indsigt i.

Sinclair McKay: Berlin – Liv og tab i byen, der formede 1900-tallet. Lindhardt og Ringhof. 512 sider, november 2022 Oversættelse: Anders Juel Michelsen