Lorna Cook: Den forsvundne søster
Lucy er ung og fri. Hun arbejder med forskellige projekter, rejser, mødes med vennerne og har ikke specielt travlt med at slå sig ned. Hendes søster derimod har job, mand, barn, bil og en masse gode råd til Lucy om, hvordan hun bør leve sit liv.
Da Dido, en fjern slægtning dør, er de to søstre, de eneste, der kan træde til og hjælpe. Et stort gammel hus i Guernsey skal friskes op og sættes til salg. Lucy flytter ind i huset og begynder at rydde op i de efterladte ting.
I det store gamle hus har der tidligere boet to søstre. De boede der, da Guernsey blev invaderet af nazisterne under krigen. De er noget chokerede, da de bliver tvunget til at huse en ung tysk soldat og endnu mere chokerede, da de finder ud af, at de har leget med den selv samme soldat da de var børn.
Lucy står lidt alene med oprydningen i det store hus, så da Will, manden i nabohuset tilbyder sin hjælp, tager hun gerne imod. Der skal males og ordnes have og under oprydningen finder Lucy en hemmelig boks med håndskrevne sedler.
Sedlerne har været godt gemt væk siden krigen og Lucy og Will bliver nysgerrige efter at finde ud af, hvad der er foregået i byen og i huset. Det sætter gang i en større efterforskning, for hvorfor har familien kun har kendt til den ene søster, Dido, når der var to søstre dengang under krigen?
Den forsvundne søster er en skøn roman med to sideløbende historier. Det handler om modige mænd og kvinder, der sætter livet på spil for det de tror på og om skæbner man ikke kan løbe fra. Det er historisk fiktion når det er bedst, med en gribende fortælling om kærlighed, sorg og overlevelse. Men det er også fortællingen om en familie, der glider fra hinanden og skal arbejde lidt for at finde sammen igen.
Lorna Cook er kendt for sine romaner med en historisk vinkel og vi har tidligere anmeldt Den glemte landsby. Hun bruger meget tid på at researche før en bog og man kan mærke, at hun har været meget optaget af besættelseshistorien omkring Guernsey.
Lorna Cook, Den forsvundne søster, på dansk ved Annelise Skov, Forlaget Zara, 343 sider, 2022