// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Emilie Stein Thorsen: Generation 7/7
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fortællinger, Samfund

Emilie Stein Thorsen: Generation 7/7

Skrevet af den 3. oktober 2022 – 06:53Ingen kommentarer

”De fleste er bekendte med forskellige variationer af 9/5, 10/4 og 12/2. For nogen ligner det talkoder. For os er det systematikken i vores barndom.”

Sådan lyder et uddrag fra denne virkelig gode, aktuelle og velskrevne bog, der er fortællinger fra 25 skilsmissebørn og deres fragmenterede opvækst i flere hjem.

At være skilsmissebarn har ændret sig henover de seneste årtier, fordi forældre i højere grad ikke vil give afkald på at bo sammen med deres børn. Mange af os skilsmissebørn af 80’erne har nok primært boet hos vores mor, men i 90’erne blev deleordningerne mere udbredte, fordi far ikke længere ville give afkald på at bo sammen med sine børn efter en skilsmisse. Og det er jo egentlig en positiv udvikling.

Men hvordan påvirker de forskellige deleordninger børnene? Nogle af de første deleordnings-skilsmissebørn er nu voksne og hvad er det, de ser, når de kigger tilbage?

Jeg synes, det er en vildt interessant og vigtig bog og godt set af forfatteren.

Jeg var grebet af den allerede i indledningen. Så velskrevet og reflekteret og hun er “bare” 26 år, Emilie Stein Thorsen. Men med en barndom, hvor man føler sig som “den midterste firkant i et kludetæppe”, følger der måske en ekstra modenhed med – på godt og ondt.

Bogen handler om børn, der har følt sig alene, fordi de voksne har haft travlt med deres egen smerte og den handler om at finde et fællesskab i det hverdagsliv, der afviger fra de kammerater, der lever i ”kernefamilien”.

Jeg har mere eller mindre lyst til at citere hele bogen, men jeg synes, du skal læse den i stedet for.

Men som en lille forsmag, så prøv lige at tage det her ind og tænk på det næste gang du, den voksne (eller din veninde, søster, bror eller fætter) synes det er svært at balancere sin kalender med den anden forælder til den nye kærestes børn og/eller at den nye kærestes børn ikke følger reglerne i DIT hjem.

”Hjemme hos Karl, som nu er 27 år, var der stor forskel på stemningen i hans to barndomshjem. Han brugte meget tid på at ”omforme” sig selv, så han passede til de to hjem og til forældre med vidt forskellige temperamenter og opdragelsesformer. ”Jeg blev nærmest lidt i tvivl om, hvem jeg var, og jeg følte, at min personlighed var lidt splittet i to i de år, jeg skiftede mellem dem” ”.

Eller denne her:

”Uanset hvad man tænker om sine papforældre, er det centrale hos dem, jeg har talt med, hvor forholdet til deres papforældre ikke har fungeret, at det oftest handler om det svigt, de oplever fra deres egne forældre (…) ofte er det forældrene, der glemmer at varetage deres egne børns interesser i ønsket om at få deres nye skilsmissefamilie til at fungere”.

En overvejelse undervejs, når jeg læser, er, om det havde fungeret bedre at lade kapitlerne være den enkelte persons i stedet for temaer, hvor flere udtaler sig i samme afsnit?

Jeg mærker i hvert fald ikke den enkelte person så meget og glemmer navnene, der går igen, undervejs. Måske havde det været stærkere at høre fra dem hver især.

Uanset giver jeg den mine varmeste anbefalinger og den er relevant for alle.

Børn af skilte forældre, der søger et fællesskab og nogen at spejle sig i. Kammerater til skilsmissebørn, der måske bedre kan forstå deres venners situation og selvfølgelig ikke mindst de skilte forældre, der kan få lidt at tænke over i forhold til deres valg og handlinger og deres venner og pårørende, der måske kan få et ekstra perspektiv med til at kvalificere den samtale og/eller de gode råd, de har med og giver til deres fraskilte ven næste gang han eller hun synes det hele er noget bøvl. Det gør børnene sørme også. Og ansvaret er ikke deres, men de voksnes.

Emilie Stein Thorsen, Generation 7/7, Gyldendal, september 2022, 208 sider.

Der er lukket for kommentarer.