Carl Frode Tiller: Indkredsning III
David har mistet hukommelsen. Derfor er der blevet indrykket en annonce i en avis, der opfordrer gamle venner og bekendtskaber til at sende ham breve med historier om David og hans liv. Historier, der måske kan hjælpe hukommelsen tilbage, og fortælle David hvem han var.
Det er der mange, der skriver til David. I tre bind samles breve fra familiens venner, naboer, barndomskammerater og andre, der har kendt David gennem livet. De skriver om David, ja, men lige så meget om dem selv. Deres historier løfter fligen fra dele af hans liv, men de er meget forskellige – og meget uenige.
I Indkredsning III kommer vi endnu tættere på.
At Davids liv har været omtumlet vidste vi allerede efter de to første bind. David har ikke haft det net, og han har ikke gjort livet nemt for sig selv – eller for sine omgivelser. Alligevel indeholder bind tre nogle artige overraskelser, som jeg ikke vil afsløre her. Overraskelser, der vender op og ned på hele fortællingen, fra start til slut.
David er en moderne, rodløs mand. Indkredsning er ikke bare et anderledes portræt af en norsk mand – en indbygger i olienorge – men også et portræt af en generation i et land, der på papiret har fået meget foræret, men som har svært ved at se meningen i at fylde ud mellem stregerne i livets tegning.
Tiller er et helt utroligt spændende bekendtskab. Udover Indkredsning har jeg også læst Begyndelser, der på samme måde eksperimenterer med formen for en historie uden at lade formen overtage indholdet. Det er stærkt, og jeg anbefaler Indkredsning. Bind to blev lidt langt undervejs, men det kompenserer bind III så rigeligt for.
Carl Frode Tiller: Indkredsning III. Gutkind, 544 sider. Oversat af Sar Koch, udkom 25. maj 2022