Ulla Taylor: Mødregruppen
Jeg er mor til to. Og har været i mødregruppe to gange. Jeg serverede Nescafé og chokoladekager. Sådan nogen fra Føtex i emballage. Man skulle jo nødig fremstå alt for overskudsagtig med hjemmebag og den slags. Mit første barn fik primært hjemmelavet (økologisk) mad, men det turde jeg (næsten) ikke fortælle (prale med), da de andre mødres børn fik pulvermad. Mit første barn var det ældste i gruppen. Og ubetinget det dygtigste og hurtigste til alt (synes jeg i al fald). Altså bortset fra det med at sove igennem. Og det med at spise rugbrød. Og det med at kunne ord først. Men ellers…
Set udefra er en mødregruppe et interessant socialt eksperiment, hvor den kommunale sundhedsplejerske sammensætter en gruppe af kvinder, der som udgangspunkt ikke har ret meget andet til fælles end at de netop er blevet nogens mor og bor i det samme distrikt.
Mødregruppen er Ulla Taylors aktuelle roman om fire nybagte mødre, som man ikke kan undgå at smile ad. Der er den noget mandhaftige Chris(tiane) med en stærk psyke og stærke muskler, der til daglig arbejder i kontroltårnet i lufthavnen. Der er Sus i det store hus, som er mor til flere børn, aktiv i børnehavens bestyrelse, og som taler mere om økologisk hjemmelavet mad end hun reelt får lavet – og som fylder en hel del i mødregruppen, da hun har mange gode råd af dele ud af.
Og så er der søde Tina, som gerne lytter til de gode råd, som laver mad i en daginstitution når hun ikke er på barsel og som føler sig meget alene om sit barn, da kæresten har travlt med arbejde, træning (og damer). Sidst er der Eva, som valgte at blive alenemor og derfor længe ledte efter en egnet far (en mand med tre børn og kone, hvis eneste rolle derfor var at levere sæden), som arbejder med mode, og hvis indlevelsesevne i babyens behov er særdeles ringe.
Mødregruppen er en sjov og underholdende roman og jeg læste den på en enkelt aften. Kapitlerne er opdelt efter hvilken af mødrenes synsvinkel vi oplever verden fra og det fungerer godt.
Hvis du selv er en del af en mødregruppe eller har været det på et tidspunkt vil du formentlig også føle dig underholdt af at læse bogen. For selvom mødrene er lettere karikerede er der ingen tvivl om at både Chris, Sus, Tina og Eva findes derude i efterårsløvet med en barnevogn.
Ulla Taylor er født i 1968, hun har skrevet skuespil og ungdoms- og voksenbøger, hun er mor til tre, og arbejder (vist nok endnu) som folkeskolelærer. Hendes debutbog fra 2004 er Dametur, som er en roadmovie-roman med tre generationer af damer på tur gennem Danmark.
Ulla Taylor, Mødregruppen, Forlaget Ries, 185 sider, Oktober 2010.
Ulla Taylor rammer plet. Dette er en bog alle kvinder der får børn bør læse. Den er også hurtigt læst. Så mens baby sover, bør man kaste sig over denne lille perle.