Vi tabte krigen i Afghanistan. Det står fuldstændigt klart for alle efter den kaotiske tilbagetrækning og Talebans hastige indtog i Kabul. Men nederlaget er større end bare Afghanistan. I de 20 år siden tvillingetårnene sank i grus har Vesten udkæmpet en krig mod terror, og det er ikke kun i Afghanistan at krigen er tabt. Igennem årene har jihadismen vokset sig stærkere, og frygten for terror er kun vokset.

Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor kunne verdens stærkeste militærmagt ikke slå jihadismen ned? Hvorfor blev såvel Irak krigen som Afghanistan krigen til nederlag trods de oprindeligt succesfulde militære invasioner, massive investeringer i at vinde ”hearts and minds” og billioner af dollars?

Svaret er, at vi aldrig forstod vores fjende. Der er endda dem, der ikke helt har forstået, at vi faktisk har tabt. Skal vi komme videre herfra, må vi erkende nederlaget og interessere os lidt mere for, hvem vi faktisk kæmper imod. Det er pointen fra journalist Jakob Sheikh, der blandt andet har dækket millitant islamisme for Politiken.

I Vesten ser vi jihadisterne som en irrationel, global og religiøs bevægelse, der kun har til formål at knuse al vestlig civilisation og det, vi holder af. I virkeligheden har også jihadismen sin egen logik, og hvis man interesserer sig for hvad der virkelig driver jihadisterne – både herhjemme og i deres hjemlande – så får man et andet billede. De fleste jihadister er meget lidt optaget af vesten, og meget mere optagede at bekæmpe de korrupte og uduelige regeringer lokalt i de muslimske lande. Langt de fleste islamistiske terrorangreb foregår i muslimske lande, og vreden er rettet mod de regeringer der ikke kan skaffe stabilitet og fremgang for almindelige mennesker.

Når Vesten bliver målet for terror, er det et forsøg på at få vesten til at ændre kurs i de muslimske lande, hvor Vesten trods de fine ord om demokrati og menneskerettigheder uden større betænkeligheder støtter undertrykkende regimer, så længe de samarbejder med Vesten. Skal terror forhindres, kræver det indsatser på mange niveauer – både politimæssige efterforskning og straf, forebyggende indsatser mod radikalisering i vesten – men også at rationalet mod jihadismen bekæmpes. Det er ikke altid populære budskaber i den vestlige debat, hvor der er flere politiske point i at være tough on terror.

Vi tabte er skrevet før tilbagetrækningen fra Afghanistan, men er selvfølgelig kun blevet mere aktuel af den årsag. Det er en utrolig interessant bog, der bygger både på skriftlige kilder og Sheikhs egen research og interviews med syrienskrigere og lignende, og uanset om man er enig i alle pointer eller ej, så hjælper Vi tabte med at forstå det uforståelige: At vi tyve år efter 9/11 stadig lever i frygt for terror og endda måtte overlade de progressive kræfter i Afghanistan til deres egen, usikre skæbne.

Jakob Sheikh: Vi tabte. 384 sider, Gyldendal. Udkom 3. september 2021