// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Olumide Popoola: Når vi taler om ingenting
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Olumide Popoola: Når vi taler om ingenting

Skrevet af den 5. februar 2021 – 07:58Ingen kommentarer

Karl og Abu er venner. De deler alting, inklusiv bank fra kvarterets bøller. Som alle andre 17-årige forsøger de at få det hele til at gå op: skole, familie, piger. Men det er lidt sværere for især Karl, for hans mor er syg, han kender ikke sin far – og det med sex og forelskelse kan være lidt kompliceret.

En dag får Karl kontakt med sin fars familie i Nigeria, og han rejser over hals og hoved derned for at møde sin far. Imens er Abu alene i London i den brændende sommer 2011. Den sommer, hvor vreden og optøjerne eksploderede efter et politidrab på en ung, sort mand.

Når vi taler om ingenting følger de to unge drenge i deres forsøg på at finde ud af, hvem de egentlig er. Det er historien om at være og føle sig anderledes, og om overgangen fra barn til voksen. Kort sagt det, som ungdomsromaner altid har forholdt sig til, og i vor tid handler det selvfølgelig også om race, vold, køn, miljøkatastrofer og vreden over at leve i et uretfærdigt samfund.

Der er brug for den slags bøger, for hver generation gør sig sine egne erfaringer og må fortælle dem på sine egne måder – både til sine jævnaldrende og til os, der er lidt ældre. Desværre fangede Når vi taler om ingenting mig overhovedet ikke trods sine væsentlige temaer. Jeg synes ganske enkelt ikke, at den er velskrevet og den omstændelige stil og de korte sætninger forhindrer historien i at føles levende.

Olumide Popoola: Når vi taler om ingenting. 300 sider, Rebel With a Cause. Oversat af Iben H Philipsen, udkommer 5. Februar 2021

Der er lukket for kommentarer.