Tom Clancy: Red Storm Rising
3. verdenskrig. Det er kort fortalt hvad klassikeren “Red Storm Rising” handler om. Forfatteren er selvfølgelig den eminente kreatør ud i genren “actionthrillere med masser af militært isenkram” Tom Clancy, der også har skrevet bøger som “Sum of all fears” og “Hunt for Red October”.
Bogen er skrevet i 1986 da Den Kolde Krig stadig var en realitet og gennemspiller ganske enkelt et scenarie for hvordan det konkret kunne gå for sig, hvis den kolde krig en dag blev varm. Et russisk angreb dybt ind i Tyskland suppleret med en besættelse af Island og et forsøg på at stoppe skibskonvojerne, der skal fragte amerikanske styrker over Atlanterhavet for at komme europæerne til undsætning.
Vi følger en række nøglepersoner flere forskellige steder på kamppladsen mellem Sovjetunionen på den ene side og USA og Nato på den anden side. Både russere og amerikanere. Blandt andet en russisk olieminister, en amerikansk ubådskaptajn, en meteorolog og en håndfuld andre personer og masser af folk i mindre roller.
Mens andre kan få en hel bog til at gå med et eller to mord, så tøver Clancy ikke med at slå flere tusind soldater ihjel i bare en enkel sætning. Her er der ingen dikkedarer. Ubåde, civile skibe, krigsskibe, kampvogne og fly bliver sænket, bombarderet og skudt ned i et væk.
“Red Storm Rising” er fremragende. Både personbeskrivelserne og handlingen, men også Tom Clancy’s øje for de tekniske detaljers akkuratesse. Han opfinder et par kampfly, som ikke findes i virkeligheden. Men ellers er alt en præcis gengivelse af virkelighedens skibe, ubåde, fly, kampvogne, bomber og så videre.
Og så er der faktisk også en lillebitte kærlighedshistorie gemt dybt inde i den 830 sider lange murstensroman, som er pligtlæsning for alle raske drenge og mænd.
Tom Clancy: Red Storm Rising. Harper Collins, 1986. 830 sider.