Tiden går, også i Finnskogen. Vi er nu i tredje bind i serien om efterkommerne af skovfinnerne, der indvandrede i 1600-tallet til det uvejsomme og ugæstfrie skove på grænsen mellem Sverige og Norge. Det er nu i anden halvdel af 1800-tallet, men tiden er ikke kun til fremskridt. Der er hungersnød, og i de små hytter sulter og fryser de fattige, og selv de gårde der engang var rige og driftige må slå dyrene ned.

Ikke alt er skidt. Flere og flere børn kommer nu i skole, men fattigdommen er stadig deres følgesvend. Gamle folk falder, nye kommer til, men de fylder de gamles sko på en ny måde. De gamle skikke bliver trængt, og forsvinder de ikke af sig selv er nye vækkelsesprædikanter klar til at hjælpe dem på vej.

Mennesker er, som mennesker er. Venlige, hjælpsomme og næstekærlige. Og fordrukne, liderlige og hævngerrige. Det gode vinder ikke altid, og selv når ensomme mennesker møder kærlighed for første gang, kan konsekvenserne være katastrofale, for arvesynden forsvinder ikke med de falske prædikanter.

Som stenen skinner tager over hvor Der vokser et træ i Mostamägg og Himmelbjørnens skov sluttede. Skogsfinnerne forsøger stadig at klare dagen og vejen, men tiderne forandrer også dem. Vi følger Taneli, Lina, præsten, Lykkens kilde, Kerstin og alle de andre gennem deres små trakasserier og store katastrofer. Fødsler og dødsfald, med og uden Guds velsignelse.

Folket i Finnskogen er en romanserie i syv bind og nye læsere bør begynde ved bind et. Det er velskrevne, poetiske, smukke og grumme historier om det barske liv i skovene i 1800-tallet, hvor læsefærdigheder ikke var allemandseje, hvor drømmen om et bedre liv måske ikke strækker længere end til drømmen om en hest, og hvor overtro og bibeltro ikke er hinandens modsætninger.

Britt Karin Larsen: Som stenen skinner. 298 sider, Gyldendal. Oversat af Camilla Gellert Nielsen, udkom 2017