Mariette Lindstein: Sekten der genopstod
’Sekten der genopstod’ er fortsættelsen til ’Sekten på Tågeøen’, der blev kåret til årets svenske krimidebut i 2016. I den mødte vi Sofia Bauman, som efter at have afsluttet sine universitetsstudier tiltrækkes og fascineres af Franz Oswald, lederen af den sekteriske bevægelse Via Terra. Sofia vælger at involvere sig i sektens arbejde og bosætter sig på den øde ø, hvor sekten har sit hovedsæde.
Sofia hun finder gradvist ud af, at noget er rivende galt. I bind to er Sofia undsluppet Via Terra, og hun bygger et nyt liv op. Men det er ikke så nemt, som hun havde håbet. Andre kan ikke forstå, hvordan hun kunne lade sig forføre af sekten, og hun plages af mareridt.
Desuden er sektlederen Franz Oswald snart ude af fængslet, idet han blev idømt en kortvarig straf ved afslutningen af første bind. Han bruger tiden effektivt i fængslet, skriver nye teser om sin sekt og om verden, og så er han besat af tanken om Sofia og hendes medvirken til hans fald. Hans plan er klar. Sekten skal genopbygges, og Sofia skal lide.
’Sekten der genopstod’ er fundamentalt spændende. Franz og hans medhjælpere smeder rænker og plager Sofia, så hun i stigende grad bliver desperat. Bogen er et studie i, hvordan man kan gøre andre mennesker ondt, og så giver den et indblik i, hvor svært det er at forlade en sekt, når man først har været en del af et stærkt fællesskab af denne type. Forfatteren har prøvet det på egen krop som medlem af og flygtning fra Scientology i det sydlige Californien. Her levede hun i 20 år og avancerede til topniveau lige under Scientologys øverste leder. Det er de erfaringer, hun trækker på i de to første bøger. Der er en tredje på vej, og romanserien er desuden solgt til filmatisering.
Mariette Lindstein: Sekten der genopstod. Gyldendal, 379 sider. Oversat af Signe Lyng. September 2020