// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Aaron Reynolds: Rex Dexter og de stendøde kæledyr
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Aaron Reynolds: Rex Dexter og de stendøde kæledyr

Skrevet af den 16. oktober 2020 – 05:03Ingen kommentarer

Rex Dexters højeste ønske er en hund. En chokoladefarvet labrador ville være at foretrække, men andre hunde kan også bruges. Han forsøger ihærdigt at få sine forældre med på idéen, men de er ikke overbevist om, at han er helt klar til det store ansvar.

Men til hans fødselsdag står der en kasse med lufthuller fra hans forældre. Rex er lykkelig for det kan kun betyde, at han får en ….. kylling!

Ikke lige det han håbede på, men hvis man kan gå tur med en hund, kan man også gå tur med en kylling. Så Rex trækker afsted med det nye kæledyr. En time og 14 minutter senere er kyllingen død og Rex har spillet mod døden og er nu indehaver af en forbandelse og et meget insisterende kyllingegenfærd.

Inden længe er hans værelse fyldt med døde dyr, der har opdaget, at Rex har evnen til at se dem og tale med dem. Og de har brug for hans hjælp, for det sker noget mystisk i den lokale zoo.

Rex forsøger at holde tungen lige i munden og jonglere mellem at være en helt almindelig dreng, der laver lektier og har et crush på klassens smukke pige og ham der opklarer mysterier og taler med døde dyr.

Tonen i bogen er simpelthen så sjov. Virkelig humoristisk og godt med sarkasme og ironi. Rex får sat sig i nogle ret morsomme situationer og heldigvis får han hjælp af vennen Darvish, der ikke helt ved, hvad han skal tro. Rex Dexter og de stendøde kæledyr er en af den slags børnebøger, der også evner at få de voksne til at grine.

Rex Dexter og de stendøde kæledyr, Aaron Reynolds, på dansk ved Kim Langer, Forlaget Carlsen, 224 sider, 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.