// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Læs 20 minutter om dagen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Læs 20 minutter om dagen

Skrevet af den 3. maj 2020 – 05:01Ingen kommentarer

En letlæsningsbog på over 200 sider kan lyde voldsomt, men lad ikke omfanget skræmme. Korte, for nogle kendte, historier med begrænset tekst på siderne iført skøn grafik gør dette til en læsevenlig bog. Målgruppen er nye læsere, og her tænker jeg fra 1. klasse, men mindre børn kan sagtens følge med, når der læses højt.

Dette er et selvlæsnings-samlebind med fabler om Løven og musen, grådige hunde og en doven græshoppe. Syv fabler i børnehøjde. Med hver fabel følger en angivelse af Lix og let-tal, sætningslænge og omfanget af lange ord. Meget pædagogisk, men det når kun illustrationerne til sokkeholderne. For denne bog er som en skøn billedbog med fine og venlige illustrationer. På hver side er der mellem en og fem sætninger i dejlig stor font. En lækkerbisken at kaste sig over som ny læser. Vi har i hvert fald en syvårig fan i familien.

“Læs 20 minutter om dagen” er en opfordring til at få mere læsning ind i hverdagen, og det er ikke forudbestemt, at hver fabel tager 20 minutter at læse. Bogen har lixtal mellem 6 og 16, og lettal, LæseEgnethedsTal, mellem 13 og 17. Så det er i den sværere ende, men lad ikke det være en begrænsning for at tage fat i bogen. Måske kan barnet læse taleboblerne som en begyndelse.

Bogen begynder med nogle sider til de voksne om, hvordan man læser med børn. Det finder jeg ofte lidt kedsommeligt, men det kan være en god idé lige at skimme siderne for at få tips til, hvordan man får talt om bøgerne. Efter hver fabel er der også nogle forslag til spørgsmål, man kan stille barnet, og jeg øver mig i ikke at lukke bogen, så snart den er læst, men lige vende den engang. Hver fabel har en morale, og det skader hverken børn eller voksne at få lidt lærdom ind i hverdagen.

Læs 20 minutter om dagen, Gad Børnebøger. Oversat og bearbejdet af Annette Preisler og Charlotte Moesgaard og grafisk opsat af Anne-Lone Krog Møller. 230 sider. Udgivet april 2020