// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tobias Bukkehave: Kongetro
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Spænding

Tobias Bukkehave: Kongetro

Skrevet af den 28. april 2020 – 13:58Ingen kommentarer

En iransk programmør myrdes i Dubai, og hans danske kæreste er forsvundet. Kort forinden er en dansk agent i Mellemøsten også blevet dræbt, og selvom den danske eks-soldat Tom ikke mener, det angår ham har Forsvarets Efterretningstjeneste en anden opfattelse. Tom har ellers vendt Danmark ryggen, og er kun hjemme til sin fars begravelse. Men nu kalder Fædrelandet altså på ham i en højspændt sag, der kan få betydning for Danmarks sikkerhed – og måske også resten af verdens.

Sådan lyder anslaget til en spændingsroman – eller agentroman om man vil – som vi kender den fra James Bond og Carl Hamilton. Både helte og skurke er larger than life, kvinderne er smukke, der drikkes champagne i dyrt tøj og selvfølgelig er der masser af lækkert grej. Helten er stadig en mand, men kvinderne kan selvfølgelig mere end bare at se godt ud – vi lever trods alt i 2020erne.

Kampen mod ondskabens imperium i form af Sovjet er afløst af den nye, flydende verdensorden, hvor forskellen på de gode og de onde ikke så meget går langs landegrænser eller politisk ideologi, men langs religiøse, teknologiske og moralske skel. Verdensordenen er under forandring, og også vores helt må gøre op med sig selv om han er en del af denne nye, udflydende og moralløse fremtid eller om nationalstaten stadig taler til os.

Undervejs kæmper Tom, naturligvis, med sine egne personlige problemer og ikke mindst med skyggen fra den nyligt afdøde far, der livet igennem tjente sit land i krig og fred.

Kongetro er en ferm spændingsroman, og jeg var fremragende underholdt undervejs. Bukkehave trækker på de gamle klassikere – her er masser af fysiske slåskampe, snarrådige agenter og ildkampe – men giver dem en højaktuel kulisse at operere i med afstikkere til både nulevende og genkendelige politikere og erhvervsfolk.

Det er ikke en roman for læsere, der elsker minimalisme eller som rynker på næsen over tju-bang, fede biler og namedropping af mærkevarer, men hvis man er til en god agentroman, så er Tom og de andre et godt og underholdende bekendtskab. Mon ikke der er lagt op til en serie? Jeg vil i hvert fald gerne læse med.

Tobias Bukkehave: Kongetro. 336 sider, Politikens Forlag. Udkommer 28. april 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.