Anne-Mette Brandt: Vigga forsvinder
Der er så meget børn ikke ved, og så meget voksne har glemt…
Vigga føler sig lidt bleg, nærmest gennemsigtig og hun får ikke meget opmærksomhed fra forældrene, der har travlt. I skolen har hun heldigvis vennerne Mads og Lulu, men da de også kan se, at hun er ved at blive usynlig, blive de bekymrede for, at hun faktisk er ved at forsvinde.
Lulu og Mads kæmper for, at Vigga ikke forsvinder og de pakker hende ind i knus og kram, så hun bliver hos dem. Derhjemme er det ikke nemt at få snakket med mor og far, de har travlt, de er trætte, de vil se nyhederne. Så Vigga lister i seng, helt alene med sine bekymringer.
Dagen efter prøver Mads og Lulu igen at finde ud af, hvad det er der sker med Vigga og de lover hende, at de ikke vil lade hende forsvinde, men måske er det for sent. De tager hjem til Lulus hus, hvor Lulus mor skaber ro, varme og Vigga føler sig helt som sig selv, synlig og med fødderne på jorden. Men næste dag er alt igen forandret, hun kan næsten ikke kende de andre i skolen, alt føles forkert, Vigga føler sig glemt og er efterhånden helt forsvundet.
Hun opsøger igen Lulu og finder langsomt ud af, hvorfor alt er anderledes og hvordan hun finder fred med det, der er sket.
Vigga forsvinder er en virkelig smuk og tankevækkende bog om venskab, kærlighed og den største sorg. Bogen er skrevet i et smukt og stemningsfyldt sprog og henvender sig til børn og unge og berører et emne, der kan være svært at tale eller skrive om. Det er en bog for dem, der kan lide at læse om de store følelser, det lidt mystiske og om liv og død.
I bogen findes fine illustrationer af Lykke Bianca, der også har lavet bogens forside.
Anne-Mette Brandt, Vigga forsvinder, Calibat, 116 sider, 2019