// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jim Acosta: The enemy of the people
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » International Politik, Journalistik

Jim Acosta: The enemy of the people

Skrevet af den 25. februar 2020 – 04:13Ingen kommentarer

Vi har hørt og set historierne enkeltvis. Men i denne fremragende bog får vi den sammenhængende historie om den kamp mellem medierne og Trump-administrationen, som har stået på i Det Hvide Hus siden Donald Trump blev USA’s 45. præsident for godt tre år siden.

Vi får den fra den person, som i flere tilfælde har stået midt i orkanens øje og været med til at udløse nogle af de mest opsigtsvækkende begivenheder og ”kamphandlinger”. Det er ikke Trump selv eller en af hans talspersoner. Det er derimod CNN’s chief White House correspondent Jim Acosta, der flere gange har været i mundhuggeri og diskussioner med Trump under pressemøder og på et tidspunkt fik sit adgangskort til Det Hvide Hus inddraget.

Acosta argumenterer hele vejen igennem igen og igen for hvorfor han igen og igen går i infight med præsidenten og hans folk i stedet for at forblive den neutrale journalist, der kun stiller ”hv”-spørgsmål og ikke selv blive en del af historien. For det er hvad Acosta gør og er blevet voldsomt kritiseret for at gøre. Men når Acosta, CNN og medierne over en bred kam bliver kaldt ”enemy of the people” af Trump selv, så føler Acosta sig kaldet til at svare igen.

Det kan man så være enig med ham i eller ej. Men han gør det i hvert fald, og fortællingen om de kampe det afstedkommer, er der kommet en ganske medrivende bog ud af. Nok ikke en, der ligger på natbordet hos særlig mange Trump-vælgere. Og ikke just en bog, der tager luften ud af kritikken af Acosta. Men en bog, der er interessant for os andre at læse. Os, der ikke har vores daglige gang i Det Hvide Hus og/eller ikke følger amerikanske medier og særligt CNN så tæt.

Jim Acosta: The enemy of the people – A dangerous time to tell the truth in America. Harper Collins Publishers, 2019. 354 sider.