// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jojo Moyes: Ræk mig stjernerne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jojo Moyes: Ræk mig stjernerne

Skrevet af den 12. oktober 2019 – 09:24Ingen kommentarer

Kom med tilbage i tiden til Kentucky i 1937. Her ankommer den unge, smukke Alice fra England, for at gifte sig med den flotte rige Bennett. Alice er ud af en fin familie, hvor der forventes en bestemt opførsel af en ung kvinde, men Alice er nysgerrig og lever ikke altid op til familiens forestilling.

Derfor er det en lettelse, både for hende og familien, at hun rejser afsted til Amerika. Men hun skal ikke bo i en storby med smarte butikker og fingeren på pulsen, i stedet ender hun langt ude på landet, i et stort hus med papirstynde vægge ind til svigerfarens soveværelse og en sur husbestyrerinde, der ikke er indstillet på at byde den unge frue velkommen.

Så da det viser sig, at der er brug for en ung kvinde, der kan være med til at opstarte et rejsende bibliotek, hvor de på hesteryg leverer bøger til familierne udenfor byen, slår Alice til.

Her møder hun blandt andre Margery, der lever som det passer hende og absolut ikke lever op til omgivelsernes forventninger om god opførsel. Her blomstrer Alice op, sammen med en håndfuld kvinder der bliver til venner og en rå og vild natur, der føles som frihed.

Men inden længe befinder både Alice og Margery sig i en svær og håbløs situation. Byen splittes op og viser sig fra sin værste side, der kræver kamp og tester venskaber, familiebånd og kærlighedsrelationer til det yderste.

Ræk mig stjernerne af Jojo Moyes er netop udkommet fra forlaget Cicero. Jojo Moyes har gang på gang leveret skønne historier, der er letlæste og som sniger sig ind under huden på alle os hverdagstravle, der elsker at stikke af fra hamsterhjulet og rejse ind i bøgernes verden. Her findes dramaet, kærligheden, venskaberne og udfordringer der truer idyllen.

Bogen er bygget op omkring den virkelige historie om WPA´s Horseback Librarian-program, der løb fra 1935 til 1945. De ridende bibliotekarer bragte bøger ud til over 100.000 indbyggere.

Er du Jojo Moyes fan, vil denne bog ikke skuffe. Den smyger sig galant ind i rækken af gode historier. Jojo Moyes er en af verdens mest populære forfattere med sine tankevækkende og livsbekræftende romaner. Hun har skrevet 13 romaner og havde sit helt store gennembrud med kærlighedsromanen ”Mig før dig”, der udkom i 2012.

Du kan læse vores anmeldelser af hendes andre bøger her.

Jojo Moyes, Ræk mig stjernerne, Cicero, 423 sider, 2019 oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.