Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Danske Mads Peder Nordbo sætter med ”Pigen uden hud” fingeren på et særdeles ømtåleligt emne i nutidens Grønland. Nemlig seksuelt misbrug. I fortiden og nutiden.
Det gør han med en særdeles intens spændingsroman, der med en række lidt skæve personligheder og en scene sat i Nuuk er noget andet end de efterhånden ret trivielle krimiromaner, der foregår i København med en afdanket rebelsk kriminalbetjent og en ung kvindelig journalist i hovedrollerne.
Her er vi i Nuuk og kommer ind under huden på det grønlandske samfund. Ind og røre ved de ømme punkter. Fra toppen af samfundet til bundene af samfundet. Fra landsstyretårnet til de nedslidte boligblokke geografisk tæt på, men mentalt så langt fra.
”Pigen uden hud” er en barsk omgang, hvor forfatteren ikke lægger fingre imellem. Hatten af for det. Det hele bliver dog en smule for konstrueret og det bliver svært at overskue plottet. Hvem dæbte hvem og hvorfor? Intentionerne er gode, men historien bliver ikke foldet godt nok ud. Og til sidst går det hele så stærkt, at man bliver helt rundforvirret. Pludselig er det hele afsløret uden at vi dog har fået svar på særlig meget.
Vi har også tidligere anmeldt Pigen uden hud, du kan læse anmeldelsen her: Pigen uden hud.
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud. Politikens Forlag, 2017. 341 sider.