Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Musikeren Marc har det skidt. Virkelig skidt. Han er i dyb eksistentiel krise efter at være blevet forladt af sin elskede Mia, der bare har stor-bedraget ham med sin chef. Men som vennerne siger – kærestesorger skal kneppes og drikkes væk. Det er den anden gode grund til, at Marc har det skidt. Gennem bogens 286 sider når han at have vederstyggelige tømmermænd i hvert fald 16 gange.
Bogens forfatter er selv musiker, har flere lighedstræk med hovedpersonen og kalder da også sin roman for autofiktiv. I beskrivelsen af musikerlivet er der alle klicheerne med damer og druk, nedture og pludselig succes. Der er også mange fagudtryk fra indspilninger i studiet og fra koncerterne, så man fornemmer fint, at Winther-John har været der selv. Det må han næsten også have med tømmermændene, for de er da sjældent godt beskrevet.
Nødvendigheden af at skulle genfinde sig selv i en moden alder virker heller ikke uprøvet. Marc bærer rundt på et frygteligt raseri mod Mia. Han er smålig, indebrændt og der er masser af selvmedlidenhed. Men som sagt, vennekredsen ved, hvad der skal til mod livslede og bristede illusioner, så ud over bajere, Fernet Branca og whisky kaster Marc sig potent på Tinder. Her får den ikke for lidt, og sød musik er da ved at opstå igen, med en af de damer, som han dater. Men det bliver ikke i Tinder-universet, at Marc finder en vej tilbage til livet. Det er i musikken og venskaberne, at frelsen venter.
’16 tømmermænd’ er på mange måder en rørende fortælling om en midaldrende mand, der får gulvtæppet flået væk under sig. Man føler med Marc, selv om han også er en ynkelig klovn, der igen og igen ikke kan styre branderterne. Mod bogens slutning smøres der måske lige lovlig tykt på, da Marc kastes ud i endnu en krise, idet det viser sig, at en af hans nærmeste venner ikke har spillet med helt åbne kort. Men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af bogen om ulykkelig kærlighed, og hvad man i hvert ikke skal gøre for at finde vej gennem den miserable situation, som miseren efterlader én i.
Marcus Winter-John: 16 tømmermænd, Byens Forlag, 286 sider