// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Patrick Hasburgh: Pirata
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Patrick Hasburgh: Pirata

Skrevet af den 26. juli 2019 – 06:57Ingen kommentarer

Pirata er en et-øjet surfer fra Californien, der hutler sig igennem livet på førtidspension i Mexico. Han er god til at surfe og når livet bliver for hårdt pga. grumme minder og en hjerne der ikke altid duer, så selvmedicinerer han sig med alkohol og piller. Pirata er en overlever, og når han bliver hevet til side af selvbestaltede vejvagter, der ikke har løst krudt i geværerne, så ved han også, hvordan han skal overleve i de situationer, så han ikke med et skud i nakken og at forsvinde sporløst.

Hans bedste og næsten eneste ven er Winsor. En usympatisk mand, der driver en bar, bor sammen med sin kæreste, Meagan, og hendes to 13-årige sønner. Dem behandler han ikke altid lige godt og en dag går han over stregen. Samme dag bliver der vendt op og ned på Piratas liv, fordi Meagan slår Winsor ihjel. Han har misbrugt hendes ene søn, så han bøder med livet. Det bliver Pirata, der skal hjælpe med at rydde op og skaffe liget af vejen, hvilket han får gjort sammen med en mexicansk bekendt, som involverer en anden også. Det gør Pirat nervøs for eventuelle læk.

De sejler Winsor ud på havet og dumper det der. Lige inden opdager Pirata noget ganske forfærdeligt om Winsor, som kommer til at plage ham fremover og som han holder skjult for Meagan.

Der går ikke lang tid, så flytter Pirata ind hos Meagan, som han længe har haft et godt øje til. Sammen driver de Winsors bar videre, mens han også forsøger at lære drengene at surfe. Det ser ud som om livet alligevel har noget godt at give Pirata. Men fortiden banker på, for han har jo ikke altid været en et-øjet førtidspensionist. For år tilbage hed han Nick, og boede i Califonien med sin kone og søn. Han levede af at sælge biler, men en dag bliver han skudt og mister der sit ene øje .- og sit job som bilsælger. Han mister kort tid efter også sin kone og sin søn, fordi han bliver involveret i et biluheld – hvor han har ladet sin lille søn sidde på forsædet, selv om loven siger bagsædet. Sønnen kommer slemt til skade, og Nick flytter eller rettere flygter til Mexico.

Med Meagan og hendes to sønner oplever Pirata at få en chance til. Men en dag skyller et lig op på stranden og snart efter banker FBI på og begynder at stille spørgsmål og Pirata begynder at miste troen på, at det hele nok skal gå. Men der er overraskelser på vej, som vender op of ned på det hele.

Pirata er en spændende og velskrevet thriller og alene beskrivelserne af havet, bølgerne og surferteknikkerne er det hele værd. Men også beskrivelsen af livet på bunden og hvordan man overlever i en verden, hvor der  ikke skal meget til, at kuglerne skydes ud af geværet, fungerer rigtigt godt. Plottet er meget overraskende, så når Patrick Hasburgh binder den sidste sløjfe, så er billedet helt anderledes end jeg troede. Han er kendt som manuskriptforfatter til 21 Jump Street og Pirata er hans anden roman – fyldt med spænding men også med dybde. Det er bestemt en forfatter, som  jeg vil læse mere af.

Patrick Hasburgh, Pirata, forlaget HarperCollins, oversat af Nikolaj Kvistgaard Johansen, 298 sider, juli 2019.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.