Steen Langstrup: I lygternes skær
Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt fan af denne novellesamling. Ikke sådan helt igennem.
Steen Langstrup skriver godt, ingen tvivl om det, og jeg nød da også at læse hans seneste dobbeltudgivelse, Frygt Fabrik Fælde i to bind. Men det er, som om der mangler lidt i denne novellesamling. Man kan se, hvad han forsøger på, og der er da også gode elementer, men det når aldrig helt at blive uhyggeligt. Der er dog et par mørke eller makabre scener imellem, og det skal Langstrup have ros for. Men som en helhed kommer novellesamlingen ikke helt i mål, for mig. Når det er sagt, så er der jo nogle noveller imellem, der har et plot og en struktur, som holder.
Det er eksempelvist historien Aben smiler, som handler om Maja, der har fremlejet sin lejlighed som ferielejlighed, mens hun selv har været på ferie.
Da hun vender hjem og vil gøre rent, finder hun en spøjs abedukke, hun formoder, at ferielejerne har glemt. Snart begynder der at ske underlige ting i lejligheden.
En anden historie, der tiltaler mig, er den sidste novelle, Hvide piger i lygternes skær, som også har lånt noget af navnet til novellesamlingens titel. Det er i 1918, lige efter første verdenskrig, der er sult og fattigdom overalt, og alle er bange for den spanske syge. Lægen Knud Felding kører rundt som lægevagt og tilser de mange syge. Efter dagens sidste besøg går lægens bil ud, i hvad der beskrives som Københavns slum. Her bliver lægens nysgerrighed udfordret af hvide piger i lygternes skær.
Noget, som Langstrup er god til, er skildringen af karaktererne og deres psyke. Derfor er det oftest også de længere historier, som fungerer bedst.
Første jul uden mor er dog en af de korte historier, som trods sin længde når at bringe lidt uhygge med sig.
Samtlige historier starter lige til for så at udvikle sig og slutte af med et stort twist, og den del fungerer egentlig også fint nok. Det er ikke, fordi resten af historierne er dårlige; jeg finder dem bare ikke uhyggelige eller særligt uhyggespredende.
Om jeg vil anbefale bogen? Jeg vil egentlig hellere anbefale hans tidligere nævnte Frygt Fabrik Fælde. Denne novellesamling egner sig bedre til et publikum, der ikke er til det HELT uhyggelige eller grumme, men gerne vil snuse til genren.
Steen Langstrup: I lygternes skær. 2 Feet Entertainment, 2019. 183 sider.