Marie Lerche & Julie Hægstad Hansen: Skærm
Tilbage i maj 2018 udskrev Byens forlag en ”skærmjunkienovellekonkurrence”, hvor alle kunne byde ind med en novelle, der bare skulle handle om noget med en skærm. Ellers var der fuldstændig fri leg med sprog, virkemidler og genre. 10 vindere blev udvalgt, og det er der kommet denne novellesamling ud af, der udkom i december måned sidste år.
Novellerne er meget forskellige, og det er interessant at se resultaterne af en så åbent stillet opgave. De varierer meget i både sprog, fortælling, genre og længde, men der er alligevel en dynamik i bogen, der gør, at det hele hænger fint sammen, og der er ikke behov for at standse op mellem hver historie.
Nogle af novellerne tager fat i dobbeltmoralen, der ofte huserer, når vi taler skærmforbrug – I ved, dem der – sjovt nok på en skærm – deler et opslag, hvor der står: ”Det hele var også meget bedre dengang der ikke var sociale medier og skærme – fyha”. Andre taler om, hvordan det påvirker vores relationer, og hvordan vi kan overvåge hinanden, men der er også historier om, hvordan de konsekvenser teknologien nogle gange har, ikke er et resultat af ondsindede handlinger – for eksempel når vi deler videoer af hinanden, men snarere tilfældigheder. Novellerne er ikke unuancerede prædikerne om teknologiens negative effekt på mennesker eller samfund.
De enkelte noveller afsluttes med et mini-portræt af forfatteren bag, og det synes jeg gav en rigtig god ekstra dimension til den enkelte novelle – at få at vide, hvem det er, der står bag. Og jeg synes, det var et rigtig fint træk, at portrættet kommer efter, man har læst novellen, for ellers kunne det (måske) farve læserens opfattelse af historien. Jeg sad da selv og gættede lidt med, når jeg læste – gad vide om den her er skrevet af en rigtig frelst skærmhader-type eller hvad.
Jeg har historisk ikke læst ret mange noveller. Jeg har altid været mere en roman-læser. Noveller er for korte og afbrudte, og jeg vil typisk gerne have mere, når jeg er færdig. Men jeg synes, at det her er en rigtig god og aktuel novellesamling, og det er interessant at læse så mange forskellige variationer over samme tema.
Skærme er bredt debatteret i øjeblikket af både læger, opdragelsesguruer, meningsdannere, speltforældre og alle mulige andre. Alle har en holdning til skærme og skærmforbrug. Denne novellesamling er et interessant, skønlitterært indspark i en ophedet debat, som jeg nød at læse.
Marie Lerche & Julie Hægstad Hansen, Skærm, Byens forlag, december 2018, 187 sider.