Mikael Rothstein: Den kristne krop
Den kristne krop er en nørdet og akademisk bog, som behandler kristendommens kropsfokus, herunder nadveren og indtagelsen af Jesus som tilbagevendende element. Den består af fem essays, men har en samlet rød tråd og opsummerer ganske fint løbende, uden at det bliver for gentagende.
Det er nu altså en spøjs ting at læse om Jesus og hans disciple omtalt som kannibaler. Selvom Rothstein forsøger at overbevise læseren om, at der er en validitet i at læse nadveren og dens historie samt oprindelse med kannibalistiske briller, så slår det én som et langstrakt forsøg. Jo, der er da nogle ligheder, men pointen søges lidt for kraftigt. Som et rent tankeeksperiment kan det dog være en underholdende vinkel.
Der er en fin pointe i andet essay om den manglende Jesusafbildning og fysiske beskrivelse af ham i Biblen og det, at billedet (derved) sammen med beskueren skaber en forbindelse mellem betragteren og troen, når man så ser et billede af Jesus. Tredje essay fokuserer på kropsligheden og symbolikken i Jesu manglende forhud. I samme ånd som i de to første essays synes tankeeksperimenterne, der portrætteres, at være interessante, men for vidtrækkende. Generelt set er det denne ambivalente oplevelse, man sidder med under og efter læsningen.
Som en nysgerrig sjæl finder jeg nogle af tankerne og observationerne interessante, men samtidig finder jeg bogen teologisk overfladisk og misvisende. Man bør ikke læse denne bog, hvis man ønsker en indføring i kristendommen, hvor troen spiller en rolle, eller hvis man ønsker at læse essays med teologisk substans. Den bør læses ud fra det perspektiv, at kristendommen blot er endnu en religion i rækken. Det er desuden ingen hemmelighed, at Mikael Rothstein har haft flere konfrontationer med bland andre teologer, så det skal man også være bevidst om. Når det er sagt, så har det dog været interessant læsning.
Der er ingen tvivl om, at målgruppen er religionshistorikere og ligesindede, der læser om religioner på lige vilkår med hinanden, hvor teologien ikke er vigtig. Og til dette formål vil bogen kunne være brugbar, på trods af at der i bogen konsekvent hviler en grænsende til nedladende fornemmelse over for kristendommen. Den kristne krop forudsætter et vist kendskab til og interesse i religion og kristendommen specifikt, hvilket Rothstein også selv indledningsvist kommenterer på.
Mikael Rothstein: Den kristne krop. U Press, 2018. 368 sider.