To norske søstre i starten af 20´erne tager op til en norsk bygd for at tage ophold på et hotel oppe i fjeldet. Det er vinter. Længst oppe er der hvidt af sne.

Martha har været indlagt på en psykistrisk afdeling og har brug for ro og den friske luft i bjergene og hendes søster Ella (fortælleren) er blevet bedt om at tage med. Jeg kan ikke undlade at tænke på Thomas Manns store roman Trolddomsbjerget (en af tysk litteraturs største perler) om den unge mand Hans Castorp fra det pænere borgerskab, der ankommer til et luksuriøst tuberkulose-sanatorium i de schweiziske alper for at besøge sin fætter. Hans ophold ender med at blive meget længere end først planlagt og han begynder at se sig selv og verden i et andet lys i løbet af sit ophold oppe i fjeldet.

I denne roman kommer romanens fortæller Ella også til at se sig selv i et andet lys. Hun gør sig erfaringer, der oppe i fjeldet, erfaringer hun ikke selv havde forventet at skulle gøre.

Romanen bærer på en noget kryptisk titel. En alpeviol er smuk og til tider lidt følsom, tåler ikke for meget sol og tåler ikke at blive overvandet. Ordet kommer fra græsk og betyder cirkel, jeg tænker, at det handler om at tingene går i ring. Og måske er Ella i højere grad en alpeviol end hun selv er klar over.

Det er en roman om skrøbelighed, om usikkerhed, og om begær. Og det er en roman om dynamikken mellem søstre. “Når det kommer til min søster og mig, for eksempel, ville en smule ydmyghed nemt have forhindret os i at havne i de evindelige og barnagtige skænderier som havde præget vores relation helt siden vi var teenagere. For jeg tror det var der det opstod, dette kølige og kantede mellem os, det ublide.”

I starten af romanen er Ella den stærke af de to. I løbet af romanen får Martha det bedre, som jo netop er formålet med opholdet. Til gengæld bliver Ella tiltagende usikker og utryg. Bytter de roller? Er der en form for balance i verden, forstået således, at når den ene bliver stærk, bliver den anden svagere? Romanen stiller flere spørgsmål, end den besvarer, men det er i orden, man må gerne selv fundere lidt over livet og over forholdet til ens søskende, når man lukker bogen.

Mona Høvring har skrevet flere fine romaner og har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Camillas lange netter, der dog ikke er oversat (endnu?) til dansk. Hvis du kunne lide de andre af hendes romaner, vil du også synes om denne. Fælles for hendes romaner er, at de handler om unge kvinder, der bakser med det ene eller det andet og som er usikre på køn og/eller deres seksualitet. Og så er alle bøgerne forholdsvis korte med helt enkle smukke forsider. Læs også gerne vores anmelde af Noget der hjælper og Venteværelset i Atlanten.

Mona Høvring: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født, Forlaget Lesen, 2018, 128 sider,