Lally Hoffmann: Emmanuel Macron og Frankrig
Det franske politiske wunderkind Emmanuel Macron tog Europa og verden med storm, da han i maj 2017 i en alder af kun 39 år blev Frankrigs præsident efter at have stiftet sin egen græsrodsbevægelse. Men hvor kommer han fra, hvordan kom han til magten, hvem hjalp ham på vej, hvem modarbejdede ham og hvad vil han egentlig? Det er noget af det, som TV2-journalisten og frankrigskenderen Lally Hoffmann forsøger at give svar på i bogen ”Emmanuel Macron og Frankrig”, der netop er udkommet.
Og Hoffmann giver svarene. De kommer dog ganske hulter til bulter, for bogen er ikke bygget op som en traditionel biografi med barndom, ungdom, tidlig politisk karriere og kulminationen krydret undervejs med linjer trukket bagud til den bagage, som hovedpersonen har med. I stedet får vi det hele i en stor pærevælling, hvor vi hopper adskillige år frem og tilbage. Virker på en måde meget fransk, men heller ikke just fordrende for læsningen.
Desuden bliver vi hevet meget langt ind i meget specifikke episoder og magtkampe i det franske socialistparti på bestemte tidspunkter. Og sidder man tilbage og funderer over hvad der skete med andre uafsluttede episoder og begivenhedsforløb.
Hoffmann er en af de danske journalister, der kender Frankrig og fransk politik bedst. Hun har mødt Macron flere gange og inddrager på elegant vis disse møder og hendes snak gennem årene med bekendte af Macron og almindelige franskmænd i fortællingen. Det giver et godt flow og en høj grad af autencitet. Her er ikke bare tale om en skrivebordsekspert, der baserer sig på skriftligt materiale.
Hvis man kan hitte rede i Hoffmanns snirklede fortælling og gerne har mulighed for at læse bogen i ét hug eller i ganske få men store bidder, så får man til gengæld en glimrende indføring i hvem en af vor tids største internationale politikere er – og hvordan hans stjerne indtil videre er falmet gevaldigt. Men på trods af det, så kommer Macron uden tvivl til at være på den politiske stjernehimmel i mange år – og så er det jo godt at kende noget til manden og hans politik. Det sørger Lally Hoffmann for.
Lally Hoffmann: Emmanuel Macron og Frankrig. Turbine, 2018. 278 sider.