// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Olav Hergel: Punktum
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund, Spænding

Olav Hergel: Punktum

Skrevet af den 27. juli 2018 – 15:42Ingen kommentarer

Den tidligere Berlingske-journalist Olav Hergel – der var 59 år da bogen udkom – skrev i 2016 denne nøgleroman om den 49-årige Berlingske-journalist Mikkel Haslund, der er dybt frustreret over hvordan det urentable net presser papiravisen ud og leder til den ene fyringsrunde efter den anden.

Haslund er ordet og den gode histories mand, der ikke just vil danse efter den unge kvindelige mellemleders pibe og skrive hurtige netnyheder om den varmeste sommer i 20 år og deslige. Mellemlederen forlanger derfor at Haslund ryger med i endnu en fyringsrunde. Han får en ekstra chance på Ekstra Bladet, hvor han bliver den lille rygende mands forsvarer mod en radikal karrierepolitiker, ligesom han redder flygtningebørn, scorer damer og forsøger at bearbejde sine indre dæmoner. Alt viser sig dog ikke at være som det ser ud til. Og til sidst bindes enderne elegant sammen.

Hergel leverer en ganske underholdende, men også spiddende skarp og tankevækkende roman, der tager fat om roden på nogle af de centrale problemstillinger i moderne journalistik og i den danske medieverden. For eksempel fraværet af fagmedarbejdere, jagten på den næste kioskbasker uden hensyn til ”ofrene” og journalistens involvering i en ”sag”.

Bortset fra en lidt søgt afslutning, så er ”Punktum” et fint og velskrevet indspark i debatten, der ikke kan undgå at lagre sig i baghovedet på en journalist som undertegnede. Andre kan dog også få rigtig meget ud af historien, der er fuld af gode person- og miljøskildringer. Sådan en man sluger på en liggestol ved poolen.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag, 2016. 482 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.