Charlotte Fischer: Sjælevandrer 2 – Ourea
Charlotte Fischer debuterede i 2017 med den første Sjælevandrer, og i år har vi så fået efterfølgeren til fortællingen om Cawi og Dahlia.
Bogen indledes med et par tempofulde kapitler, hvor læseren kort bliver præsenteret for Cawi og Dahlias fortid, som vi oplevede i første bind samt nye detaljer, og det er egentligt meget rart.
Cawi er chef for ANEMOI, og han oplever en vis stolthed, men også bekymring, da hans ældste søn Colin melder sig til rekrutteringsforløbet for den kommende OUREA-ekspedition, et led i ANEMOIs forsøg på at forstå og tæmme de vilde klimaforhold, der hersker i visse dele af verden.
Under træningsforløbet møder Colin den nørdede og spinkle Linder, som er ekstremt akademisk begavet. Colin, som i al hemmelighed stadig er jomfru trods mange beundrere, begynder at mærke en ukendt og fremmed følelse af forelskelse i Linder.
I dette bind i serien ser vi væsentligt mere til den anden verden, hvor vi lærer mere om sjælevandrerne, og hvem de er. Vi følger Cawis sjæl i en anden krop, i en anden tid, i en anden verden. Her får vi et andet billede af verden og af Cawi især, og det giver en helt anden forståelse af både Cawi og verden. Der er nogle tunge skæbnetråde og magi på spil, og mens omverdenen tvivler på Cawis realitetssans, får læseren øjnene op for noget mere.
Der er meget stærke tråde og ligheder mellem far og (førstefødte) søn i denne fortælling, i både karakterer og udfordringer. Fischer er dog bevidst omkring problematikken ved søskendejalousi, og hun lader søskendekærligheden sejre trods jalousi, uligheder og uoverensstemmelser.
Det er også noget, vi ser i forholdet mellem Dahlia og Cawi. Deres kærlighed er unaturligt stor, og følelserne har store udsving, og det gør så også, at deres uenigheder og diskussioner bliver desto større. Og igen er det en karakteregenskab, som Cawi har videregivet til Colin. Men Colin er ikke uden sin mors mildere væsen, som man kan se komme til udtryk i hans kærlighedsforløb med Linder.
Bogen er fuld af stormfulde følelser, kærlighed og tilgivelse, mellem stærke individer. Til tider er konfrontationerne tåkrummende og hjertevridende. Det er et af de elementer, der bærer bogen højt. Der er passion og stærke meninger, og man har svært ved ikke at engagere sig i historien.
Charlotte Fischer: Sjælevandrer 2 – Ourea, 2018, Forlaget Facet, 332 sider.