// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martin Flink: Messerschmidt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Politisk biografi

Martin Flink: Messerschmidt

Skrevet af den 8. juli 2018 – 15:30Ingen kommentarer

Undertegnede anmelder prioriterer at læse biografier om nulevende og erhvervsaktive danske politikere for at få en baggrundsviden om deres grundlæggende motiver, netværk og tanker, som så kan bruges til bedre at forstå og tolke deres daglige politiske handlinger.

Derfor var denne biografi da også et must-read, da jeg fandt den i en genbrugsbutik.

For selvom den er fra 2011 og selvom hovedpersonen lige nu ikke er så aktiv en spiller i dansk politik, så er der ingen tvivl om at Messerschmidt kommer til at være en del af dansk politik i mange år fremover. Og nu kan jeg så springe de første kapitler over i den samlede biografi der kommer, når manden afslutter sin politiske karriere.

Forfatteren, journalist Martin Flink, starter bogen med netop at adressere det paradoks, at han skriver en biografi om en person, der endnu ikke er fyldt 30 år på tidspunktet for bogprojektets start. Men da Messerschmidt allerede på det tidspunkt er ”slået igennem” og har gjort sig bemærket, så er der nok at fortælle om. Så det bliver langt fra en indholdsløs fortælling. I parentes kan det bemærkes, at selvom man har levet et langt liv, så er det ikke ensbetydende med, at det kan bære en biografi. Det har vi set eksempler på tidligere.

Men det kan det allerede i 30-års alderen for Morten Messerschmidts vedkommende. Vi kommer rigtig godt ned i materien og får en grundig indføring i hvem Morten Messerschmidt er, hvad der driver ham, hvad han er formet af og hvad han vil opnå politisk. Messerschmidt selv får megen taletid i bogen. Det samme gør hans mor, bedste venner og partifæller. Ikke så mange kritiske røster har ville sige noget til citat og Flink får heller ikke selv stillet så skarpt på Messerschmidts mere ”usympatiske” træk. Det bliver ikke et hyldestportræt. Slet ikke. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere om de knap så positive træk ved Messerschmidt.

Bogen afrundes med en snak om forskellige politiske emner og Messerschmidts politiske ambitioner. Et godt indslag. Men også et indslag, der hurtigt mister sin værdi, da det tager udgangspunkt i den aktuelle situation på udgivelsestidspunktet. Her syv år senere er det eksempelvis ikke længere relevant at diskutere om Messerschmidt eller Thulesen Dahl skal afløse Pia Kjærsgaard som Dansk Folkepartis formand.

Her er tale om et solidt stykke håndværk, som sagtens kan indgå i en opdateret version, hvor man har tilføjet de år, der er gået siden den udkom. Den kan passende komme når Messerschmidts aktuelle sag om mulig svindel med EU-midler er overstået og han muligvis har fået en ledende rolle i en ny regering med deltagelse af Dansk Folkeparti.

Martin Flink: Messerschmidt – portræt af en politisk ener. People’s Press, 2011. 374 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.