Hold da op. Sikke en debutroman, som Daniel Mallory, også kaldet A. J. Finn, har skrevet. Jeg har siddet klistret til bogen og vendt side efter side, for at finde ud af, hvad det dog er, der er sket for hovedpersonen Anna Fox, separeret kvinde med en lille datter Olivia, med kælenavnet Livvy, der er hos exmanden Ed. Er hun et helt blank, alkoholiseret, pillemisbrugende agorafobiramt menneske? Eller kan hun rent faktisk stole på sine sanser og det hun ser gennem sit vindue via sit allestedsnærværende kamera?

Men lad os starte ved begyndelsen med Anne Fox, der har levet spærret inde i sit store hus på flere etager i snart et år, fordi noget tidligere i hendes liv har udløst posttraumatisk stress og agorafobi. Hun tør ikke forlade sit hjem, fordi hun er bange for al. Det er ikke kun store åbne pladser, det er også lyset, himlen, ja hele verden. Hun er uddannet psykolog og har arbejdet med børn i mange år. Nu arbejder hun ikke længere, men i et chatroom for agorafobiramte hjælper hun de andre med at få at startet livet op igen. Den seneste tilkommende kalder sig GrannyLizzie, og er en ældre dame, der har fået agorafobi efter hendes ægtemand gennem mange år døde. Anna får det lidt bedre, når hun kan hjælpe andre, så hun sidder ved computeren med sin tro følgesvend, rødvinen Merlot og en hulens masse piller.

Når hun ikke sidder der, får hun lang tid til at gå ved at se på sine naboer gennem sit kamera, som virker bedre end en kikkert. Så da der flytter en ny familie ind, familien Taylor, som består af faren Alistair, moren Jane og deres store teenagebarn Ethan, er Anna på gennem vinduet.

Anna lever uden megen menneskelig kontakt. Selv om hun har en lejer i kælderen, som ind imellem hjælper hende med praktiske ting, så er hendes menneskelige kontakt indskrænket til en fysioterapeut, der kommer og hjælper hende med nogle øvelser og hendes psykiater, som er meget bekymret for hendes misbrug. Men en dag træder den nye nabo Jane ind af hendes dør, og de har en rigtig god eftermiddag sammen med skak og vin. Så meget desto større bliver Annas chok, da hun gennem sit kamera ser noget frygteligt ske for Jane. Hun forsøger selv at komme ud af huset for at hjælpe, men når ikke frem pga. sin angst. Hun får ringet til politiet og de finder hende udenfor og får hende ind i sit hus igen. Da hun fortæller dem, at der er sket noget frygteligt med Jane, undersøger de sagen. Men Jane lever i bedste velgående og kommer over med sin mand og søn. Det mystiske er bare, at den kvinde der udgiver sig for at være Jane, ikke er den kvinde, der har tilbragt en hel eftermiddag med Anna. Så noget er helt galt. Eller er det?

I den kommende tid forsøger Anna at få brikkerne til hænge sammen, men det hele bliver ved med at skride for hende, fordi der nu sker mystiske ting i hendes hjem. Eller er det hendes sind, der spiller hende et pus? På sidelinjen er Ed og Livvy, som hun ønsker at bo sammen med igen.

En ting er sikkert i denne spændingsroman, og det er, at ingenting er, hvad det giver sig ud for. Det er sjældent, at jeg får sug i maven af en bog, fordi dens billede bliver ved med at ændre sig og ender med et helt andet end jeg troede. Men Kvinden i vinduet gav mig sug i maven, og det eneste der kan ærgre mig nu er, at jeg har læst den og ikke har den til gode. Udover at være meget spændende, er forfatterens beskrivelser af ensomme angste Anna, der går rundt i sit store tomme hus virkeligt gode. Ham skal jeg vil læse mere af.

A.J. Finn, Kvinden i vinduet, forlaget Lindhardt og Ringhof, oversat af Charlotte A.E. Glahn, 424 sider, maj 2018.