// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Antologi: Når mørket kommer krybende
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Gys, Noveller

Antologi: Når mørket kommer krybende

Skrevet af den 28. april 2018 – 07:24Ingen kommentarer

Jeg vil gerne slå et slag for noveller; jeg synes bestemt godt, de kunne tåle at få noget mere spotlight. De kan noget, som romaner ikke kan. Og Når mørket kommer krybende kan jeg godt anbefale at læse. Man når at blive skræmt, men så er det ovre igen. Og det er lidt charmerende. Selvom det måske kan lyde absurd, når der er tale om gyserhistorier.

Fra brændingen af Morten Carlsen er en rigtig interessant fortælling; den er maritim med en næsten gotisk stemning. Nikolaj rydder ud i sin fars dødsbo og falder over noget fra et skib, der gik ned i 1852.

I Patrick Leis’ Et drømmebarn foregår der noget unaturligt. Daniella har kunnet mærke det gennem hele graviditeten, og det er kun blevet værre, efter en mystisk dukke er flyttet ind sammen med babyens legetøj.

I Svarthdel af Teddy Vork er der noget, der spiser risengrøden på loftet, men hvem? Det er ikke den manglende kat! Julestemningen varer ikke lige til påske i denne fortælling, men ødelægges af noget gammelt og overnaturligt.

Især Gudrun Østergaards Et barndomshjem er tålmodigt og afventende, men det, den bærer i opbygning og fylde, savner den lidt i afslutningen. Måske er det bare mig, der gerne så, at historien fortsatte? Måske er det netop en styrke, at det er en åben slutning? Cecilie passer hus for sin tante, der skal til Italien, og huset har næsten sit eget liv.

Samlingen slutter af med Silvestris Blinde killinger, og det er bestemt også den mest makabre og tåkrummende historie med detaljer og en direkthed, der ikke er for sarte sjæle.

Det overordnede tema er mørke. Alle steder foregår det overnaturlige og det uhyggelige i skyggerne og i natten. Det er ikke nyt, men det fungerer. Hvis man går op på loftet og tjekker en underlig ting, så gør man det naturligvis, når det er mørkt, og man er alene. Og hvis man leger med psykopatiske tendenser og udforsker måder at dræbe dyr på, så er det bedst at gemme sig i skyggerne og gøre det i det skjulte.

Og det er jo ikke kun det fysiske mørke, der kommer, når jordens rotation sender sollyset om på den anden side af kloden; det er det psykologiske mørke. Menneskets mørke sind. De mørke afkroge af vores bevidsthed og vores verden. Det er måske endda det mest skræmmende.

Antologi: Når mørket kommer krybende, 2018, Enter Darkness, 75 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.