En pige med et glasøje. En dreng med en kængurustylte. En forfatterinde, der læser op for sine planter hver aften. En robot, der maler blodrødt. En social boligblok har mange usædvanlige beboere.

Æblehavegårdparken hedder området, og det er rejst som en hyldest til fremskridtet og drømmen om gode boliger til alle engang i efterkrigstiden – på en grund, der er rig på fortidsminder. Her i forstædernes beton mødes fortid og trist nutid og ud af dette møde springer en dyster fremtid.

Juul sætter ord på hverdagsbilleder for straks efter at flå dem fra hinanden. I små korte fortællinger ridses liv i boligblokken op, fermt drysset med et lille skvæt fantasi. Små brudstykker af fortællinger smyger sig om hinanden, og danner et større billede af forunderligt liv i betonen.

Det er svært at få hold på debutanten Reimar Torkil Juuls Livet under solen. Rå betonbloksrealisme blander sig med magiske fortællinger. Fortid, nutid og fremtid glider sammen, fra stenalderjægeren i en fjerne fortid til den oversvømmede silo (med en gul undervandsbåd!) under jorden i knap så fjern fremtid.

Livet under solen er ikke en roman for læsere, der foretrækker en traditionelt opbygget roman med en realistisk tidslinje og en linær handling. Det er en roman for læsere, der vil udfordres og overraskes, og som holder af sære indfald og tankevækkende fortællinger.

Reimar Torkil Juul: Livet under solen. 120 sider, Gyldendal. 2018