Jens Andersen: Under bjælken
Måske er jeg farvet af ikke at have læst bøger om Kronprinsen før, og jeg kan jo se i referencerne i løbet af bogen, at der har været rigeligt med tilfælde for at lære ham at kende.
Men denne bog dækker ret godt hans liv, vil jeg tro, især med nedslag i de perioder af hans liv, der lægger til grund for bogens titel. At grave sig under en tonstung Maren, som er bjælken, og blive født på ny i en verden af benhårde frømænd er ikke alle forundt, nærmere betegnet nogle få hundrede mennesker gennem de seneste 60 år. Hvis ikke det er sejt, ved jeg da ikke, hvad det er.
”Har det været for nemt for ham?” Næ, det virker det tilsyneladende ikke til, og det bliver også italesat. Her er ikke tale om en kongelig højhed, der er kommet let til uddannelser og vilde eventyr, for han har været sig selv. Og hele vejen villet gøre det selv. Dét er beundringsværdigt.
Jeg ville ønske, titlen havde været ”Min Maren”, men det spiller måske ikke helt i forhold til hovedpersonens hustrus navn. Umiddelbart er det noget af det eneste, jeg ville ønske var anderledes i denne bog. For jeg er vild med den og giver den mine varmeste anbefalinger. Bogen er nem at gå til, fyldt med citater og billeder, som gør den flydende og forstærker lysten til at bladre videre i de i alt 379 sider.
Jens Andersen er en populær forfatter og driver biografier stærkt gennem havet af utallige historier, der kunne være interessante, men får fokuseret på det, der dækker det hele menneske. I dette tilfælde en kommende konge, der beskrives som et varmt og hjerteligt familiemenneske, en fighter, en kulturelt oplyst person og en mand, der gerne vil gøre det godt for danskerne.
Faktisk er det en ret ærlig bog, taget i betragtning af, at der selvfølgelig er en privat kronprins, som ikke skinner igennem – han giver ret meget af sig selv. I nogle tilfælde uden filter. Befriende! At hans udtalelser forstærkes af venners og familiemedlemmers udsagn, gør det til en stærk bog, synes jeg. Giv den endelig i gave, og sørg for at købe et eksemplar til dig selv også. Selv ikke-royalister kan lære et eller andet i denne bog.
Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik, Jens Andersen, Gyldendal, udgivet 1. november 2017, 379 sider