Krig er forældet. Sult hører fortiden til og snart vil mennesket overvinde døden. Sådan ridser Yural Noah Harari fremtiden op i Homo deus, der er efterfølger til bestselleren Sapiens. I Sapiens handlede det om menneskehedens fortid, i sin nye bog går han skridtet videre og kommer med sit bud på hvordan fremtiden ser ud.

Harari er ikke naiv. Han ved godt, at der er krig i Syrien, at sult stadig er et menneskeligt vilkår, og at døden indtil videre rammer både rig og fattig. Men de videnskabelige og sociale landvindinger de seneste par århundreder er gået så stærkt, at sejren over døden, hungersnøden og krigen ligger få årtier forude.

Når verdens sande ressourcer er mellem menneskers ører – og ikke jord eller olie – vil krig være meningsløs, for selv hvis kineserne erobrer Silicon Valley har de ikke erobret Apple eller Google. Allerede nu er der flere, der dør af overvægt end af underernæring, og færre og færre mennesker lever i absolut fattigdom. Og snart vil vi overskride grænsen mellem menneske og maskine, og kunne leve evigt i vores kommende, semicomputer-eksistens. Vi er, kort sagt, ved at gå Vorherre i bedene og indsætte os selv i den alvidende og udødeliges sted.

For at bevise sine pointer tager Harari på en imponerende tour de force gennem såvel vores historie som de nyeste videnskabelige landvindinger inden for især forskning i bevidsthed, kunstig intelligens og computervidenskab. Hans interesse er ikke kun de kolde fakta, men også hvad udviklingen har gjort ved os mennesker og vores tro, håb og drømme om fremtiden.

Der er mange interessante pointer og overvejelser i Homo deus. De store linjer trækkes op og perspektiveres. Fra de forhistoriske guders ejendomsret til vore dages immaterielle rettigheder. Fra landbrugets indførelse til Voyager 2 og fra Karl Marx til dataisme. Men nogen gange skal der trækkes lige lovlig meget i materialet for at få det til at passe ned i Hararis tese, der ender med at være både præmis og konklusion: Humanisme er en religion, og mennesket er ved at gøre sig selv til gud.

Jeg synes ikke det holder hele vejen hjem, og bliver undervejs lidt irriteret over postulaterne, herunder de (ikke særlig velunderbyggede) følgeslutninger, han træffer. Han er klart bedst, når han holder sig til historien og ikke postulerer alt for meget om fremtiden. Men kan man se bort fra de lidt vidtløftige fremskrivninger, får man masser af spændende fakta om historie, geografi, teknologi og bevidsthed – og et par interessante perspektiver oveni.

Yuval Noah Harari: Homo deus. En kort historie om i morgen. 448 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Joachim Wrang, August 2017