Med jævne mellemrum kaster forfattere sig over nye måder at skrive på, levere deres fortælling på eller præsentere historien på. Mit første møde med en helt ny måde at fortælle historier på var poesien, nærmere betegnet den britiske. Her kunne du med små velvalgte ord beskrive hele hændelser og særligt følelser. Siden blev det Shakespeare, der brugte finurlige drejninger i sproget til at appellere til flere målgrupper samtidig.

En mere tidssvarende måde at gøre det samme på blev vi præsenteret for i tegneserierne om Asterix, hvor børnene kunne grine over, at Obelix igen bankede nogle romere og samlede deres hjelme sammen, mens de voksne eksempelvis kunne klukke lidt over, at manden, der altid brokkede sig i senatet, hed Semper Incontentus – hvilket på latin betyder altid utilfreds.

Men første gang jeg stødte på den fortælleform, som Amie Kaufman og Jay Kristoff bruger i ”Illuminae” var faktisk, da jeg læste bogudgaven af den populære gamle britiske tv-serie ”Yes, Minister”. Den er skrevet i fremtiden, og gennem særlige dokumenter og udskrifter får vi præsteret de fantastiske historier, jeg selv grinte så meget af, da jeg så dem på tv.

Måden at levere historien på virker dog meget mere underbygget i ”Illuminae”, end den nogensinde gjorde for mig i ”Yes, Minister”-bogen. Det giver mening her. Det er ikke blot et sjovt element; en finurlighed; en sjov tanke, der er blevet ført ud i livet. Det er underbygget, stærkt krydstjekket og i den grad underholdende.

Selve handlingen kommer lidt i anden række. Og det er også okay. Vi befinder os i 2075, hvor to kæmpe koncerner kæmper om planeren Kerenza i udkanten af universet. Midt i løjerne finder vi Kady og Ezra, der netop har slået op, og som slet ikke er klar over, at deres pinsler først lige er begyndt. For ikke alene skal de forsøge at redde deres egne liv midt i tumulten, men også deres medborgere på Kerenza går en sort fremtid i møde, hvis ikke Kady og Ezra kan finde nogle løsninger. Oveni er en pest brudt ud.

Jeg synes ikke nødvendigvis, du behøver at være vild med handlingen for at kunne nyde bogen. Jeg synes, handlingen er fin. Det synes Brad Pitt også. Hans produktionsselskab har købt filmrettighederne. Men for mig er det ikke handlingen, der bærer historien., Det er den fede måde, den er fortalt på. Med udskrifter, afhøringer, citater og anmodninger godt iblandet forskellige faktaark får vi serveret historien på en både intellektuelt og visuelt ny og stimulerende måde.

Målgruppen er nok det yngre publikum (ikke børn), men åbn øjnene og sindet, og tag imod. Så kan du få en ganske stor oplevelse, når du læser ”Illuminae”.

Illuminae-Filerne_01, Amie Kaufman & Jay Kristoff, Politikens Forlag, 599 sider, 2016.