Flynn Berry: Skruestikken
Rachel og Nora er søstre og har et tæt forhold – i hvert fald har de haft et tæt forhold. Nora bor i London og Rachel er flyttet ud på landet i en lille landsby, der hedder Marlow. Nora tager jævnligt på besøg hos Rachel, lige som hun også gør i denne her weekend, hvor historien tager sin begyndelse.
Da Nora ankommer til Marlow, bliver det starten på et mareridt – for i stedet for at blive mødt af Rachel i fuld gang med madlavning, finder hun hende liggende død i en blodpøl i huset. Rachels hund er også slået ihjel, hængt i et trappegelænder.
Noras verden er knust og hun kæmper med sin sorg samtidigt med, at hun forsøger at finde ud af, hvem morderen er. Hun følger politiets arbejde intenst på sidelinjen, og forsøger at hjælpe dem. Hun er fx den, der fortæller politiet om sit fund af øldåser og cigaretskodder i nærheden af Rachels hus, hvor nogen angiveligt skal have holdt øje med Rachel og hendes hus.
Det er også hende, der fortæller politiet om det overfald, der nær havde slået Rachel ihjel for 15 år siden, da hun kun var 17 år. Et overfald som Nora til dels føler sig skyld i, fordi hun ikke fulgtes med sin søster hjem efter en fest. Hun blev og sov der – fordi de var uvenner. Måske er det allerede her, at det tætte forhold får sine ridser? Der er i hvert fald rigtigt mange ting, som Rachel ikke har indviet Nora i de seneste år. Ting, som Nora kun får kendskab til, fordi politiet indvier hende i dem, efterhånden som efterforskningen skrider frem. Der er noget med at Rachel havde en hemmelig elsker i landsbyen. Der er det mystiske i, at Rachels hund er en toptrænet schæfer. Der er også det faktum, at hun ville flytte fra landsbyen og allerede havde startet processen op. Nora og Rachel har siden overfaldet forsøgt selv at finde overfaldsmanden. Nora troede, at Rachel havde lagt det på hylden, men nu viser det sig, at hun stadig ledte. Alt sammen noget, som hun ikke havde indviet Nora i.
I Skruestikken er ingenting, hvad det giver sig ud for ved første blik, og man bliver som læser præsenteret for flere mulige skyldige, som alle virker rigtige – og som måske, måske ikke, er det. Det er en meget spændende thriller fyldt med hemmeligheder, og jeg slugte den for at få svaret på, hvem der havde slået Rachel ihjel. Jeg kan godt lide thrillere, hvor fortiden ligger inde med nogle svar, og det får man med Skruestikken. Man får også en lille smule rod i om det er mørkt eller ej lige i starten af bogen, men det gentager sig ikke, så skidt med det.
Det er forfatteren Flynn Berrys første bog – jeg håber på mange flere, for Skruestikken er virkelig god læsning.
Flynn Berry, Skruestikken, Forlaget Hr. Ferdinand, 335 sider, dansk udgave oktober 2016, oversat til dansk af Anne Mette Poulsen