// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Harlan Coben: Den fremmede
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Harlan Coben: Den fremmede

Skrevet af den 23. juni 2016 – 07:15Ingen kommentarer

Den storsælgende amerikanske krimiforfatter Harlan Coben leverer igen en roman, der er landet sikkert på New York Times bestsellerliste. Sådan skal det nok være, hvis man skal lykkes med at sælge mere end 60 millioner romaner, som Coben har gjort. Som i flere af hans andre fortællinger, er vi blandt almindelige amerikanere og igen forsvinder en af dem.

Her er det kvinden Corinne, som pludselig savnes. Hun bor sammen med sin mand og to drenge i New Jersey. En aften konfronteres hendes mand, Adam, af ”den fremmede”, som fortæller, at Corinne har en hemmelighed. Og at hun har narret Adam. Da han konfronterer hende med afsløringen, går der ikke lang tid før, hun forsvinder som dug for solen. Alt hvad hun efterlader er en sms, hvor hun skriver, at hun har brug for tid, og at han må tage sig af børnene.

Corinne er ikke alene om at få afsløret en hemmelighed. En mor til en ung kvinde får at vide, at hendes teenagedatter har tre sugardaddies. En far må erkende, at den sportselskende søn har hjulpet sin karriere på vej med præstationsfremmende substanser.

Den fremmede sporer sig frem til hemmelighederne via nettet, hvor alle jo efterlader sig spor. Men der er især én person, som ikke ønsker sin hemmelighed afsløret, og så går jagten. Det giver romanen en god struktur, at flere forskellige jagter bagmændene bag de afslørede hemmeligheder. Desværre bliver det ikke helt så nervepirrende spændende som flere andre af Cobens bøger. Der er dog ingen tvivl om, at ”Den fremmede” er særdeles godt selskab til en dag ved stranden, ved swimmingpoolen eller hvor sommerferien nu går hen.

Harlan Coben ”Den fremmede”, Gads Forlag, 333 sider, Oversat af Poul Bratbjerg Hansen, juni 2016.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.