Ryan David Jahn: Jagten
Jagten er en god, klassisk amerikansk action-thriller. Forestil dig følgende:
Ian, en amerikansk politimand, er på arbejde på alarmcentralen, hvor han tager imod nødopkald. Det er en svedende varm og doven dag, hvor han har gang i en omgang syvkabale på computeren, da telefonen ringer. I den anden ende er det hans datter. Hans datter Maggie, der blev bortført for syv år siden….!
Jagten er nu gået ind på at finde Ians datter. Efter et katastrofalt besøg hos en formodet mistænkt i det lille lokalsamfund, bliver to af Ians kolleger dræbt og han bliver selv hårdt såret og indlagt på hospitalet. Det har han dog ikke tålmodighed til. Og han har slet ikke tålmodighed med myndighedernes fremgangsmetode, så han tager sagen i egen hånd.
Hårdt såret stikker han af fra hospitalet for at finde sin datter og i bedste filmstil kæmper han sig vej tværs over det store kontinent med blodet sivende fra skudhullet i brystet, uden hjælp og med stærke smerter. En ægte amerikansk helt.
Samtidig følger vi Maggies færden med sine bortførere og er de ulykkelige vidner til hendes forgæves flugtforsøg. Flere gange er det ved at være tæt på, flere gange krydser Maggie og hendes far hinanden, og i den anden ende sidder du og råber “se nu til højre for pokker!”. Men det er der selvfølgelig ingen af dem, der gør, for spændingen skal ikke udløses endnu.
Kan du se det for dig? Jagten er måske lidt forudsigelig, som en god lørdagsfilm, hvor du er godt underholdt, men ikke blæst bagover. Ikke desto mindre er det en underholdende, velskrevet og velkomponeret bog, som absolut er den lørdag aften værd.
Ryan David Jahn, Jagten, Hr. Ferdinand, september 2012, 344 sider.