Frygt-filerne består af otte gotiske historier, tilvirket i Wilmanns vanlige stil, hvor sort humor, vold og sex smelter ubesværet sammen.

Den første novelle Fra Goya følger en konservator, der er ved at restaurere et af Goyas mest ubehagelige billeder, en historie der viser at Wilmanns evne til research er fremragende, en så præcis beskrivelse af arbejdet med maleri er herlig og styrker historiens illusion betragteligt. Desværre forløses historien hurtigt og forudsigeligt, på meget klassisk gotisk facon. Men det er et spørgsmål om smag og jeg indrømmer gerne at jeg mærker samme skuffelse, når Poe skærer slutningen ud i pap.

Fra Goya, går turen til Øens bedemand, hvor en ung praktikant med nekrofile tendenser viser sig at være alt andet end menneskelig. Her klaskes varen på stålbordet og som læser er man ikke i tvivl om hvordan tingene er skruet sammen.

Mere potent bliver det i Sirener, hvor Wilmann skruer helt op for det stærkt erotiske, hvor internetporno og oldtidens sirener blandes elegant – med dødelig forløsning til følge.

I Fruen og Hr. Marcus får læseren den type gotik mellem fingrene som jeg holder mest af, hvor historien opbygges skridt for skridt. Uhyggen breder sig, når tre søstre arver mormorens gamle herregård og glemte minder vender tilbage til den yngste søster. Minder om manden i kælderen. Historien ender blodigt og åbent, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi udtværes.

Novellen In utero udforsker hvilke traumer mødre kan påføre deres sønner, vi følger Henry der frygter kvinders underliv. En historie hvor forfatteren forbarmer sig over den sølle mand og giver ham guddomligt klarsyn, så han får en chance for et rigtigt liv.

Familieliv er så åbenlyst skræmmende og ubehagelig at jeg mistede kontakten til omverden under læsning. Hørte knap nok hvad kone og børn sagde til mig, mens den psykisk ustabile Aleksander, kommer på sporet af en mand der holder sin famile indespærret i kælderen. De mange lag i denne historie og hvordan de binder sig sammen på kryds og tværs, som drømme i en drøm, er horror der bør efterlade et nervøst smil på læben, selv hos garvede anmeldere.

Efter det uhyggelige familieliv, virker Monstre ikke decideret skræmmende, men historien om kunstneren Anders, hans traumatiserede fortid og mødet med de vanskabte kvinder, er ubehageligt godt skruet sammen.

Horror er en blodig metahistorie om en forfatter, der bliver sablet af anmeldere, selv efter at eedaktøren har fjernet horrorhistoriernes mest grænseoverskridende elementer. Men så begynder anmeldere at dø på blodig vis.

Med novellesamlingen Frygt-Filerne har Jonas Wilman begået endnu en sort perle, skrevet i en gotisk tone, man kender fra Poe, Lovecraft og mange flere. Sproget, hastigheden, volden og evnen til at skrive erotisk, er Wilmans tydelige fingeraftryk. Et aftryk der nok er med til at skræmme etablerede forlag fra at udgive ham. Al ære for at han udgiver på eget forlag og rent faktisk formår at levere en bog uden flere fejl, end der er i bøger fra de store forlag. Frygt-filerne er godt opbygget, den lægger ud med ok historier og derfra bliver det hårrejsende bedre. Frygt-filerne er endnu et must-read fra Wilmanns blodige hånd, med indbygget garanti for mareridt.

Jonas Wilman, Frygt-filerne, Forlaget KAOS, 248 sider, Maj 2012.