Med sin debutroman I mellemtiden er vi Ingen tegner Frederik Drescher Kluth et portræt af en livsfase i limbo. Det er en roman om at befinde sig i slutningen af tyverne uden fast retning, uden faste holdepunkter – og måske uden en egentlig fornemmelse af mening.

Vi følger William, der – ligesom flere i hans omgangskreds – balancerer i et mellemstadie. Nogle af vennerne har stiftet familie. Andre er gledet ind i det kriminelle miljø. William selv har taget arbejde som flyttemand, indtil han finder ud af noget andet. Han er ikke længere sammen med kvinden, han troede, han skulle have børn med, og hverdagen går med joints, fester og løse aftaler. Tiden passerer, men retningen udebliver.

Romanens styrke ligger i dens konsekvens. Stilistisk afspejler den netop det tematiske tomrum, den skildrer. Den følger ikke en klassisk spændingskurve. Der er ingen tydelig fremdrift, ingen dramatisk vendepunkt, ingen forløsende erkendelse. På den måde bliver formen et spejl af Williams liv: cirkulært, dvælende, uden klar udvikling.

Idéen er god – og genkendelig. Mange i denne generation kan spejle sig i følelsen af at være fanget mellem forventninger og muligheder, mellem barndommens afslutning og voksenlivets forpligtelser. Romanen rammer præcist den diffuse uro og den vanskelighed ved at “mærke” noget, som kan præge en tilværelse uden faste rammer.

Men netop den konsekvente stil bliver også romanens svaghed. Som læser sidder man og håber på en bevægelse, en åbenbaring eller blot en antydning af forandring. Man venter – måske forgæves – på at William skal erkende noget, bryde med noget, vælge noget. Når det ikke sker, kan læseoplevelsen føles flad. Det, der er tænkt som et portræt af tomhed, risikerer selv at blive tomt. Alligevel er der noget ærligt over projektet. En insisteren på at blive i det uforløste. Spørgsmålet er blot, om det er nok.

Frederik Drescher Kluth, I mellemtiden er vi ingen, Lindhardt og Ringhof, 250 sider, januar 2026