// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Andrea Brofeldt: Kunsten at spejle et æg
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Kim Andrea Brofeldt: Kunsten at spejle et æg

Skrevet af den 28. september 2025 – 05:23Ingen kommentarer

Troels er ved at blive skilt, konen er rejst til Dubai og han er alene med deres to børn.

En morgen i august får han det mærkeligt. Det viser sig, at han er blevet ramt af en blodprop. Han bliver meget bange for, at børnene derfor skal flytte ned til deres mor og at han mister sin dagligdag med dem. De aftaler derfor, at de ikke vil fortælle hende, at han er indlagt og skal igennem en større genoptræning.

Dette er langt fra den eneste løgn Troels´ liv er sat sammen af, for langsomt finder vi ud af, hvilke brikker der skal sættes sammen, for at fortælle Troels´ historie.

Troels har ikke mange venner, men de få han har rykker sammen og laver Troelsrådet, som skal hjælpe den lille familie igennem hverdagene.

Især hans bedste ven Sally er en kæmpe hjælp. Men hvorfor er der aldrig nogen af de andre i familien, der har hørt om hende? Hvordan passer Troels´ livshistorie med de få billeder der i fotoalbummet og hvorfor er der lange perioder der ikke hænger sammen?

Selvmodsigelser og løgne står i kø og Troels tvinges til at se det hele i øjnene, da hans liv skal genskabes.

Men Troels kæmper. Kæmper for at lande igen, for familien og for at se fortidens dæmoner i øjnene, så fremtiden skal bygges uden løgne.

Det er en utrolig barsk og rørende bog. Troels´ fortælling rammer hårdt ind i hjertet og gør ondt. Det er en fortælling om barndom og svigt, men også om venskaber og svære valg der skal træffes og som kommer med en pris.

Personerne er så fint beskrevet og der er også en underfundig humor, der bærer på håbet, når det hele virker uoverskueligt.

Kunsten at spejle et æg er en kæmpe bedrift af dygtige Kim Andrea Brofeldt. Jeg elskede hendes bog “Afslutninger”, men denne bog stryger direkte ind på en førsteplads. Og hvis man kender lidt til Kim Andreas´ personlige historie er det hele lidt ekstra rørende.

Romanen skal læses og fordøjes, da den giver meget stof til eftertanke og så skal den læses en gang til.

Kim Andrea Brofeldt, Kunsten at spejle et æg, Alpha Forlag, 360 sider, 2025

Der er lukket for kommentarer.