// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Agnete Friis: Justas’ børn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman

Agnete Friis: Justas’ børn

Skrevet af den 30. juli 2025 – 05:22Ingen kommentarer

Tag en ekspolitibetjent, placer hende i Berlin langt væk fra Danmark og læg dertil, at hun nu ernærer sig selv som online clairvoyant. Tag derefter en forsvindingssag, som finder sted i en religiøs sekt i Danmark, og voila, så har du gode muligheder for at skabe en god historie. Og det er det, Agnete Friis gør i sin nye bog Justas’ børn, som siges at skulle være første bind i en ny krimiserie fra hendes hånd.

Saras lillebror David, som er syg, er pludselig en dag ikke længere i sin seng, han er væk. Mor og far som er leder og højtstående medlem i den religiøse sekt Justas’ børn, synes ikke at være så bekymrede, men det er Sara. Hun finder det mærkeligt, at hans seng er så pænt redt, det plejer den ikke at være, og dertil finder hun hans telefon i mors kommodeskuffe. Hendes uro og bekymring, som hun synes at være alene om, gør, at hun ringer til 365Klarsyn, og heldigvis får hun Lulu aka Astrid Skov i røret, og det bliver begyndelsen på en vild biltur gennem Europa i håbet om at finde David.

På denne biltur åbner begge kvinder op for deres fortid, og selv om det kan være svært for dem at forstå den andens valg og handlinger, så opnås der en forståelse og en stærk relation de to kvinder imellem. Vi får et indblik i, hvor sygelig en religiøs sekt kan være, og hvor hjernevaskende det er, når man ikke har noget begreb om, hvad der sker ude i den virkelige verden. Samtidigt finder vi også ud af, hvor råt, manipulerede og ækel verden kan udspile sig, og hvor mange løgne og hemmeligheder vi kan have både overfor os selv men også overfor vores nærmeste, bare fordi vi ikke vil tabe ansigt.

Agnete Friis har gjort et stort researcharbejde i at finde ud af, hvad kernen er i de religiøse sekter, og det skinner igennem siderne. Mens jeg læste, kom jeg sådan til at tænke på hele dynastiet omkring Faderhuset. Bogen er let læst, og jeg strøg igennem den på få dage, men jeg blev umådelig irriteret over alle de fejl, som den indeholder, selv bogens 2. sætning rummer fejl, det virker som om det er gået for hurtigt. Det trætter læseoplevelsen, og jeg håber, fejlene bliver rettet, hvis der kommer et andet oplag.

Justas’ børn er en rigtig sommerferiebog, og jeg læser gerne videre i serien, da jeg er spændt på at vide, hvor den tidligere politibetjent Astrid Skov ender.

Agnete Friis, Justas’ børn, People’s, 2025, 320 sider

Der er lukket for kommentarer.