Sting, saks, begær er en bog, der kredser om tøj, krop og kvindeliv – og det i en form, der blander essays, dialog, refleksioner og tekstfragmenter til en slags litterær kollage. Formatet er legende og velskrevet, og Schmidts journalistiske baggrund fornægter sig ikke – især i den måde, dialogen bruges som et undersøgende redskab.

Bogen tager sin begyndelse i en liste over grunde til, at hun ikke burde skrive den. Det er et greb, der kan vække nysgerrighed, men desværre får hun mig ikke helt overbevist om det modsatte – altså hvorfor hun alligevel burde. Bogen lægger op til en undersøgelse af tøjets betydning – både fysisk, historisk og følelsesmæssigt – men mange af pointerne fremstår som banale og selvfølgelige. Ja, tøj har stor betydning og har altid haft det. Det er der ikke noget nyt i.

Det kan lyde hårdt, for Sting, saks, begær er på mange måder en sympatisk og kærligt skrevet bog. Ideen udspringer af en meget konkret og rørende begivenhed: Da Schmidt arver en afdød kvindes eventyrlige garderobe – den tidligere moderedaktør på B.T., Ulla Linneman – bliver det startskuddet til en ny bevidsthed om kvindekrop, livshistorie og tøj som bærer af både identitet og minder. Den fortælling skrev hun et personligt og poetisk takkebrev om i Politiken, som blev læst og delt af titusindvis af kvinder – og netop den tekst rummede måske mere kraft og klarhed end bogen, som forsøger at favne for bredt.

Selv har jeg aldrig gået voldsomt meget op i tøj. Netop derfor var det spændende at læse en bog skrevet af én, der virkelig er passioneret. Den begejstring smitter – og der er noget dragende ved tanken om tøj som bindeled mellem mennesker og generationer, som kulturelt symbol og fysisk spor af levet liv. Bogen er i sig selv et slags manifest for tøjets eksistens og dets betydning – trods (eller måske netop på grund af) de miljømæssige konsekvenser, som tøjindustrien også bærer med sig.

Alligevel sad jeg lidt uimponeret tilbage. Jeg havde forventet større indsigter – måske netop fordi jeg vidste, at Schmidt har en journalistisk baggrund. Bogen lover ifølge bagsiden at handle om det, vi ikke siger højt, men jeg synes snarere, at den bekræfter det, mange allerede har tænkt og sagt – og det, jeg selv har hørt og talt med veninder og kolleger om. På den måde blev bogen for mig lidt som en analyseopgave i essayform – mere refleksion end reel ny erkendelse.

Men det skal også siges: Sting, saks, begær er ikke en dårlig bog. Den er velskrevet, den har flow, og den har noget på hjerte. Den vil tale om det, der klæder os – og måske også det, der dækker over noget andet. Jeg ville bare ønske, at den gik et spadestik dybere.

Gudrun Marie Schmidt, Sting, saks, begær, Peoples press, 207 sider, maj 2025