// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Moa Herngren: Skilsmissen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Moa Herngren: Skilsmissen

Skrevet af den 31. marts 2025 – 04:42Ingen kommentarer

Nomineret til årets bog i Sverige.

Skilsmissen er bog nummer to i Moa Herngrens romantrilogi om om de nære og svære familierelationer. Den første bog Svigermoren var noget af en genistreg om en svigermor og den aktuelle roman her er også virkelig god.

Bea og Niklas har været gift i næsten tredive år. De bor i en stor lejlighed i Stochholm, han arbejder som børnelæge og hun er webansvarlig ved Røde Kors. De har sammen to døtre på 16 år, den ene går til ridning og den anden er optaget af sin rolle i en kommende film.

En aften forlader Niklas hjemmet efter et banalt skænderi. Bea er rasende, og forventer han snart vender tilbage. Timerne går. Dagene går. Vreden og uroen vokser. Hvad bilder han sig ind? Har en midtvejskrise ramt ham? Det viser sig snart, at han har fundet en anden og at han vil skilles. Bea bliver vred og bitter, men vil på samme tid have ham tilbage.

Først følger vi Bea og senere får vi Niklas blik på tiden op til deres brud. Der er jo som bekendt gerne to sider af en historie, ikke mindst når en relation kører af sporet. Skilsmissen er fremragende roman om en skilsmisse, hvor vi både hører om tiden før og efter bruddet.

Og så er Skilsmissen en roman om, hvor vigtigt det er at blive set og anerkendt for hvad man føler og mener, også af de nærmeste, når de ikke er enige. I de gode sunde relationer kan man godt rumme og anerkende at andre kan have andre følelser og oplevelser end en selv.

Det er også en roman om, at man ved en skilsmisse ikke blot mister sin ægtefælle, men muligvis også mister ægtefællens familie og de fælles venner. Der er ingen tvivl om, at der er store tab forbundet med en skilsmisse og at man ofte må genopfinde sig selv og finde ud, hvem man vil være og hvilket liv man fremadrettet vil leve.

Romanen fik mig i den grad til at tænke over mit eget ægteskab. Hvem bestemmer mest? Hvem går oftest på kompromis? Hvor går grænsen mellem egne behov og ønsker og familiens? Anerkender vi tilstrækkeligt? Og sidst men ikke mindst: hvordan forbliver man glad i sit forhold?

Trilogien er oplagt læsning til dig, der gerne læser om de svære nære relationer. Bøgerne er nemme at læse, spændende og skarpe. Og fordi vi oplever de konkrete konflikter fra flere synsvinkler, bliver det nuanceret og tydeligt hvor nemt vi misforstår hinanden, hvor ofte vi fejlfortolker og forstørrer situationer og hvor nemt konflikterne kunne være undgået, hvis vi lyttede noget mere og stillede flere nysgerrige åbne spørgsmål.

Jeg glæder mig til det sidste bind i serien og det kommer til at handle om søskendekonflikter. Ja tak.

Moa Herngren, Skilsmissen, Marts 2025, 338 sider, Forlaget Grønningen 1, På dansk ved Agnete Friis.

Der er lukket for kommentarer.